Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXIX. Statens straffende Myndighed. 371 kender ingen andre Grænser end Udtømmelsen af sin Kraft. En forholdsvis ringe Paavirkning kan fremkalde den voldsomste Tilbagevirkning, naar Tilstanden i Forvejen er ophidset, lige som en lille Gnist, kan fremkalde den største Explosion. Men Blindheden viser sig ikke blot i, at der ofte ikke er noget rimeligt Forhold mellem Paavirkning og Tilbagevirkning. Den viser sig ogsaa i, at der ikke skelnes mellem den virkelige og den tilsyneladende Aarsag til den smertelige Paavirkning, og deri, at Tilbagevirkningens videre Følger ikke blive Genstand for Opmærksomhed. Det væsentlige er at faa Luft for den indre Uro og Smerte — hvilke Objekter det gaar ud over, og hvor meget det gaar ud over dem, spiller ingen Rolle. Den Udvikling, som Hævninstinktet undergaar under Sam- fundslivets og Kulturens Udvikling, bestaar dels i, at Objektet for den hævnende Tilbagevirkning individualiseres, saa at ingen rammes uden netop den, fra hvem Paavirkningen udgik, — dels i, at den hævnende Tilbagevirknings Styrke og Art bestemmes i Forhold til Paavirkningens Styrke og Art og til den Grad af Bevidsthed, med hvilken den udøvedes, — dels i, at der ogsaa tages Hensyn til de videre Følger, den hævnende Tilbagevirkning faar for det Individ, som rammes af den, og for Samfundet i det hele. Alt dette forudsætter, at Instinktet stanses i Farten, — at der anbringes et Mellemrum mellem Paavirkning og Tilbagevirkning, dette Mellemrum, der i det hele er saa betydningsfuldt i Bevidsthedens og særlig i Villiens Udvikling*), — og endelig at Tilbagevirkningen ikke bliver det enkelte Individs, men Statens Sag. Først ved denne Række af gennemgribende Forandringer bliver Hævnen til Straf. Vi ville nærmere betragte nogle af disse Punkter. 2. Det enkelte Individ betragtes paa primitive Kultur- trin ikke som isoleret, hverken hvad Rettigheder eller Pligter angaar. Det ør Fainilißr og Slægter, ikke sslvstændig© Indi- vider, der staa over for hverandre. Hævnen øves derfor af ethvert Medlem af den Slægt, til hvilken det forulempede Individ hører, mod ethvert Individ af den Slægt, til hvilken Forulemperen hører. Blod skal flyde, naar Blod er flydt; det er Hovedsagen; hvis Blod, det er det underordnede. Hvor ') Psykologi p. 103 ff. 378 ff. 24"