Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
372 XXXIX. Statens straffende Myndighed. den gamle Familieorganisation endnu raader, som i Albanien, raader ogsaa denne Betragtningsmaade endnu. Albaneseren modtager derfor ikke den fremmede, før han ved Forespørgsel har forvisset sig om, at der ikke er Blod mellem deres Slægter. I Middelalderen havde Gildebrødre den Forpligtelse at hævne hverandre og bøde for hverandre, som forhen Medlemmer af samme Slægt havde. »Alls skulle bære dßt«, siger ot gammel Gildestatut, »naar én forser sig, og alle lide det samme«. Det skyldes den fremskridende Emancipation og Individualise- ring, at efter Haanden Forestillingen om Skyldens Begrænsning til det enkelte Individ udvikler sig*). Lige saa lidt som man oprindelig skelnede mellem det handlende Individ og hele hans Slægt, lige saa lidt skelnede man mellem den ydre Handling og den Villie, som lagde sig for Dagen i den. Man holdt sig til Handlingens Virkning. Hævninstinktet giver sig ikke Tid til at sætte sig ind i den handlendes Tilstand; det mangler desuden ogsaa Evne dertil. Man holder sig til det Faktum, at der er udgaaet en smertende Virkning fra liam, at han er et Væsen, dør voldør Smertsj andet bryder man sig ikke om at vide om ham. — Man skelner ikke mellem forsætlige og uforsætlige Forulempelser, mellem den Skade, der voldes med velberaad Hu (dolus), og den, der skyldes Ligegyldighed og Forsømmelighed (culpa). Det ufrivillige og det villede Mord besmittede i lige høj Grad. Og man straffer — endnu i Middelalderen og senere — Dyr lige saa vel som Mennesker!**). At Hævnen avlede ny Hævn til Gengæld, saa at der ind- lededes en endeløs Række af Aktioner og Reaktioner mellem Slægterne, — at det hele Samfund led under denne Strid, — at Raahed og Grusomhed næredes i Sindene, — kom ikke i Betragtning, hvor det ubetinget bydende Instinkt raadede. 3. Naar den Erkendelse opstaar, at de stridende Individer og Slægter høre til ét Samfund, som lider ved deres Strid, *) Smign. herom Spencer: Political Institutions, p. 549 ff. __ Post: Die Grundlagen des Rechts, p. 354 ff. — L. Brentano: Die Arbeitergilden. I, p. 2. — R. Keyser: Efterladte Skrifter. II, p. 359. ) Post anf. Skr. p. 356 ff. — Fustel de Coulanges: La cité antique. 4 éd. p. 108.