Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

374 XXXIX. Statens straffende Myndighed. nytte sig af deres Stilling til at tilfredsstille deres personlige Hævnlyst, saa kan ogsaa Folkets Vrede og Raseri paa blind og hensynsløs Maade skaffe sig Luft gennem Stråffemagten, og Forbryderen blive behandlet, som om han ikke var et Menneske. Men der er dog nu Mulighed for, at man kan kaste Blikket længere ud end blot til den øjeblikkelige Tilfredsstillelse af den kollektive eller individuelle Hævntrang. Man kan over- veje, om den Lidelse, der tilføjes, virkelig er nødvendig, og om den ikke, naar den tilføjes i samme Maal, som Gen- gældelsestrangen fordrer det, fører Misligheder med sig, som ere større end den Mislighed, der ligger i, at Gengældelses- trangen maa hæmmes. Man vænner sig til at betragte den hele Sag fra Samfundets Synspunkt og at holde sig til, hvilken Betyd- ning den Lidelse, der tilføjes Forulemperen, har for hele Sam- fundet — Forulemperen selv indbefattet. Man opdager, at jo stærkere Stagtsmagten er, des mildere kunne Straffene være, uden at Samfundets Fred og Sikkerhed lide derunder, at paa den anden Side grusomme Straffe vække og nære Vildhed og Raahed i Folkets Sind og derved selv kunne blive farlige for Samfundsfreden, —- og at det nok saa meget kommer an paa Straffens Uundgaaelighed, som paa dens Strenghed. Man aner- kender, at fordi et Menneske er anklaget, er han dermed ikke berøvet sine Menneskerettigheder, og man drager Omsorg for, at hans Sag kan blive stillet i det gunstigst mulige Lys. Det oprindelige Udgangspunkt i Hævntrangen er hermed definitivt forladt. Hovedvægten lægges nu ikke paa det Instinkt, der kræver Tilfredsstillelse, men paa, hvorledes Sam- fundets Tarv kræver, at Forulemperen (som selv vedbliver at høre til Samfundet) skal behandles. Hvad det primitive Instinkt aldeles saa bort fra, bliver nu det ledende Synspunkt. Det vil vise sig, at det ogsaa kun derved er muligt at give en etisk Begrundelse af Statens Straffemyndighed. 4. Naar det Spørgsmaal opkastes, hvorpaa Statens Straffemyndighed grunder sig, vil det i det foregaaende ud- viklede Forhold mellem Samfundet og Staten paa den ene Side og Individet paa den anden Side være vejledende for vor Afgørelse. (Smign. Ill, VIII og XXXVIII). Det er Statens Opgave at hævde Retsordenen som en af Grundbetingelserne for det menneskelige Samfunds Udvikling.