Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXIX. Statens straffende Myndighed. 375 Uden Sikkerhed og Fred kan hverken det enkelte Individ, Familien eller de frie Kultursamfund trives. Staten anvender derfor sin tvingende Magt, naar et Individ, vægrer sig ved at opfylde de Pligter, som i Følge den gældende Retsorden paa- hvile det. Og hvor Individet paa et eller andet Punkt bryder Retsordenen, træder Statsmagten til for at opretholde denne. Dette kan ikke ske blot ved at stanse og tilbagevise Angrebet. I Bruddet paa Retsordenen kundgør der sig en Villie, som, hvis det tillodes den at gaa konsekvent frem som den har begyndt i den udøvede Gerning, vilde sprænge Statssamfundet. Derfor underkaster Staten Overtræderen en saadan Behandling, at Forholdet mellem hans Villie og Retsordenen kan blive et harmonisk og ikke, som i den udøvede Handling, et disharmonisk Forhold. Den paatvinger ham en Opdragelse, ved hvilken han kan blive i Stand til at holde sig inden for de Grænser, Retsordenen foreskriver. Den optræder herved ikke som en helt fremmed Magt over for ham. Den maa intet Øjeblik glemme, at han selv er et Led af Slægten og af Samfundet. Den behandler ham ikke som blot Middel for sine Formaal, ofrer ham ikke for Samfundets Skyld. Ti naar hans Villie ved den Behandling, han underkastes, er undergaaet en saadan Ændring, at han igen kan leve som frit Samfundsmedlem, fordi han har lært at lyde Retsordenen, saa har han selv havt nok saa megen Gravn af hvad han har gennemgaaet, som Samfundet har af den Betryggelse, den derved har vundet. Naar Staten som Retsordenens Haandhæver staar over for et Individ, som har brudt Retsordenen, saa er det egentlig to etiske Systemer, der staa over for hinanden. Princip staar mod Princip, og ingen Forhandling er mulig, saa længe Individet fastholder de Forudsætninger, der førte ham til Retsbruddet. Hvor et Sammenstød mellem forskellige Principer og Systemer finder Sted, dér er, som vi have set (III, 13) praktisk- psykologisk Paavirkning det eneste Middel, der kan føre til en Forstaaelse. Døt gælder om Forandring af det psykologiske Grundlag, en saadan Forandring, som al Opdragelse tilsigter. Før Opdragelsen er fuldendt, kan Individet natmligvis ikke anerkende Berettigelsen af den Behandling, det underkastes. Men Statens Berettigelse beror paa, at den vil gøre ham