Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

376 XXXIX. Statens straffende Myndighed. skikket til at leve i Samfundet. Gennem Straffen yder den ham altsaa et Gode. Den Opdragelse, Individet underkastes, er først og fremmest en politisk eller juridisk Opdragelse, en Opdragelse til Legalitet. Individet lærer, at det staar sig bedst ved at rette sig efter Loven i sin Handlen, hvilke Tanker det saa ellei’s gør sig. Det er Selvopholdelsesdriften, som der først og fremmest appelleres til. Ved de elementære Fordringer, Retsordenen stiller, kommer det jo, naar galt skal være, kun an paa den ydre Præstation. Men der er ingen Grund til, at Staten ved sin Behandling af det Individ, der har forbrudt sig, altid skal blive staaende ved den ydre, juridiske Opdragelse. Denne bør være bestemmende for Straffens Art og Varighed. Men derved udelukkes ikke, at man kan forsøge at paavirke Individet i etisk Henseende for at udrydde det onde med Rode. Først naar Individets hele Sindelag og Tænkemaade er udviklet saaledes, at det ikke blot af egoistisk Interesse, men af indre Overbevisning bøjer sig for Retsordenen, først da er denne fuldstændig genoprettet efter Bruddet, og mere end genoprettet, da den i Stedet for en Fjende har vundet en Ven. Den etiske Opdragelse maa naturligvis ikke øves saaledes, at der derved sker Brud paa Religionsfriheden. Den bør i Form og Metode være forskellig for de forskellige Individer efter deres Standpunkt. Det vilde være en Extrastraf, hvis Individet skulde nødes til at lade sig undervise i en anden Konfession end dets egen. Hvis Individet er konfessionsløst, maa Op- dragelsen ledes af en Lærer eller en anden til alvorlig Paa- virkning egnet Personlighed. Hvor Bruddet paa Retsordenen, hvad dei’ saare ofte er Tilfældet, udspringer af legemlig og aandelig Forkommenhed, vil der kunne udrettes meget ved, at Individet — maaske for første Gang i sit Liv — kommer til at staa over for Mennesker, som det føler, at det kan liave fuld Tillid til. Allerede dette vil, uden megen Dogmatiseren og Moraliseren, kunne medføre vigtige etiske Forandringer i Individets Natur. Vel hører denne etiske Opdragelse mere ind under den Maade, hvorpaa Straffen fuldbyrdes, end under selve Straffen. Den kan kun finde Sted, hvor Individet viser sig modtageligt eller endog føler Trang til Paavirkning i den omtalte Retning. Man har endog villet afvise Statens Ret til