Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXIX. Statens straffende Myndighed. 377 at gribe ind i den Enkeltes etiske Udvikling, fordi intet Menneske har Lov at gøre sig til Dommer over andres indre Sindelag, og Staten ikke har Ret til at anvende Magt for at forbedre den myndige Statsborger*). Men fra den sociale Etiks Synspunkt er der ikke Grund til at skelne saa skarpt mellem Straf og Straffuldbyrdelse, som det af tekniske Grunde maaske er nødvendigt i Retsvidenskaben. Den, som dømmes til en Straf, dømmes jo ogsaa til Straffuldbyrdelsen og alt hvad den fører med sig, og i mange Tilfælde er den etiske Forbedring enten en naturlig Fortsættelse af eller en nødvendig Betingelse for den juridiske. Det vil vise sig umuligt at fast- holde en skarp Forskel mellem dem. Forholdet mellem det juridiske og det etiske Element i selve den retsstridige Handling vil jo ogsaa være forskelligt i hvert enkelt Tilfælde. Ved nogle Retsbrud (som politiske Forbrydelser og Politiforseelser) kan det etiske Element saa godt som mangle, eller der fore- ligger maaske endog en af de Konflikter mellem Moral og Ret, som ikke kunne undgaas. De største og mest indgribende Brud paa Retsordenen behøve ikke ogsaa at være de i etisk Henseende mest betænkelige. »Omstændighedernes Forvikling«, siger A. S. Ørsted**), »kan ofte føre et Menneske, der langt fra ikke er død for det gode og ædle, til de farligste og skadeligste Forbrydelser, medens en Forbrydelse af lidet be- tydelige Følger kan forraade et i Bund og Grund fordærvet Sindelag. Hvo vil paastaa, at Mord eller at Statsforbrydelser ubetinget røbe større sædelig Fordærvelse end Bedrageri?« — Man kan derfor ikke begrunde Statens Strafferet uden at fordre, at Straffen individualiseres saa meget som muligt. Det er særligt det stedse forskellige Forhold mellem det juridiske og det etiske Element, som gør denne Fordring nødvendig. Uden Individualisering bliver det Individ, der straffes, behandlet som blot Middel for Samfundets Trang til at opretholde sin Retsorden. Men ved den individualiserende Opdragelse, som vi fordre, bliver der intet Punkt, hvor den Virksomhed, hvor- *) Fichte: Grundlage des Naturrechts. II, p. 114. — Goos: Indledning til den danske Strafferet, p. 63. **) Om de første Grundregler for Straffelovgivningen. (Eunomia II). p. 8.