Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

378 XXXIX. Statens straffende Myndighed. med Retsordenen opretholdes, ikke tillige er en pædagogisk Virksomhed over for det Individ, der har overtraadt den. Statens Straffevirksomhed faar des større etisk Begrundelse og Berettigelse, jo mere den nærmer sig til dette Ideal. Statens Ret til at underkaste Overtræderen en Opdragelse, der gør ham skikket til at fyldestgøre de elementære Be- tingelser for Samliv med andre i et ordnet Samfund, hviler væsentlig paa samme Gi'undlag som dens Ret til at drage Omsorg for Børns Opdragelse og Undervisning. Begge Steder hævder Staten det Niveau, under hvilket dens Medlemmer ikke maa synke, og søger at hjælpe dem op, som endnu ikke have naat det eller som ere sunkne ned der under*). Naar det er givet, at Staten i sin Adfærd mod Over- træderen ikke behandler ham som blot Middel, er der intet i Vejen for, at Straffen sekundært ogsaa kan tjene videre gaaende Formaal. Den opretholdende Virksomhed strækker sig i sine Følger videre end til at gøre Overtræderen i Stand til igen at fyldestgøre de elementære Fordringer, der stilles til alle Samfundsmedlemmer. Staten slaar ved Straffen tillige fast, at Overtrædernes Fremgangsmaade ikke maa blive noget Præcedens. Enhver Handling, der uhindret og uden at medføre Ulemper for Gerningsmanden udføres i Samfundet, kan paa Grund af den Efterligningsdrift, der ligger i den menneskelige Natur, føde Skik og Sædvane af sig; der kan ud fra dette Punkt fremspire en ny positiv Moralitet. Staten sætter ved Straffen *) Den lier g-ivne Udvikling af Straffemyndighedens Begrundelse slutter sig nærmest til en enkelt Side af Fichtes Teori. Fichtes Teori som Helhed er en Straffetruselsteori (lige som A. Feuerbachs og A. S. Ørsteds) og uholdbar, da den konse- kvent maa gøre det Individ, der straffes, til blot Middel for Samfundet. Men ved den nærmere Udvikling af sin Teori kommer han ind paa Tanker, der kunne benyttes som Grundlag for en helt anden Teori. I øvrigt er den pædagogiske Straffe- teori af meget gammel Oprindelse. Den stammer fra Platon som en nødvendig Konsekvents af denne store Tænkers Brud med den gamle Gengældelseslære. (Smign. XII, 2). — Med Taknemmelighed maa jeg her ogsaa (lige som allerede i »Grund- laget for den humane Etik« p. 128) mindes, hvor meget i sin Tid Studiet af Go os’s Straffeteori bestyrkede mig i den Over- bevisning, at den juridiske Straf lige saa lidt som den etiske Anger forudsætter Antagelsen af en aarsagsfri Villie.