Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

380 XXXIX. Statens straffende Myndighed. for saa vidt sig selv. Fra denne Side viser det sig særlig klart, hvad der oven for er udtalt, at Retsbruddet vel godtgør, at Individet er sunket ned under det Niveau,- der forudsættes i Samfundet, men at Individet dog derfor ikke ophører at høre dette til, ikke bliver aldeles retsløst. Naar Samfundet i Retsbruddet for en større eller mindre Del maa se sit eget Værk, sin egen Skyld, forvandler Berettigelsen til at opdrage Overtræderen sig til en Forpligtelse, og Nødvendigheden af den individualiserende Behandlingsmaade bliver saa meget des mere indlysende. Kun en Opfattelse, der betragter Individet som absolut Udgangspunkt for alle sine Handlinger, vilde kunne hævde, at det ved at overtræde Retsordenen aldeles skiller sig fra Samfundet, saa at dette ikke længer har nogen Forpligtelse over for det. Jo mere man derimod faar Øjet op for Samfundsforholdenes Indflydelse paa Individernes Karakter og Handlemaade, des mindre vil man vente alt af Straffe- systemet. Man vil se, at det kommer an paa indirekte at hindre Retsbrud, og at dette især sker ved Forbedring af de materielle og aandelige Vilkaar, under hvilke Individerne udvikle sig i Samfundet. 5. Efter den her udviklede Opfattelse straffes der ikke, fordi en Overtrædelse har fundet Sted, men for at ingen Overtrædelse skal finde Sted (ikke: qvia peccatum est, men: ne peccetur). At ingen Overtrædelse finder Sted, vil jo sige, at Retsordenen staar ved Magt, og det er det, der skal op- naas. Der er altsaa her et klart og bestemt Formaal, som opnaas eller dog kan opnaas ved Straffen, og som kun kan naas ved Straffen. Og dette Formaal finder igen sin Be- grundelse ved det almindelige Velfærdsprincip. Ved den Antagelse, at Straffen maa tjene et Formaal og ikke har sin Gyldighed »i sig selv«, staar den udviklede Op- fattelse i bestemt Modsætning til Gengældelsesteorien, i Følge hvilken det skal være en Nedværdigelse baade af Straffe- myndigheden og af den Personlighed, der straffes, naar Straffen betragtes som Middel. Gengældelsesteorien hævder det som en evig, selvindlysende etisk Sandhed, at hvo som øver ondt, over hans Hoved skal ondt komme. Men er det virkelig selvindlysende? Og er det en etisk Tanke? Hvorfor skal det onde, hvorfor skal Lidelsen i Verden forøges, fordi der en.