Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
XXXIX. Statens straffende Myndighed.
381
Gang er øvet ondt? Det er jo dog ligefrem at gøre ondt
værre, saa længe. man ikke paaviser et bestemt Gode, der
opnaas ved det onde, man lader følge efter det en Gang ud-
øvede, Men et saadant Formaal vil man ikke kunne angive
uden at beraabe sig paa Velfærdsprincipet og altsaa komme
ind paa »Nyttemoralen«. Kant betragtede det som et »kate-
gorisk Imperativ«, at et Menneske skal behandles, som han
selv behandler andre. Men det er Magtsprog uden Begrundelse.
Derimod følger det med stor Klarhed af Velfærdsprincipet, at
Tilføjelse af Lidelse ikke er tilstedelig, lige meget hvem den
rettes imod, naar der ikke derved opnaas et saa meget des
større Gode for den Enkelte selv eller for Samfundet eller for
begge. Ondt maa ikke gengældes med ondt, naar dette sidste
onde ikke er et forklædt Gode.
»Men« — vil man sige — »det var ogsaa en Fejl af
Kant at betragte hin Sætning som en ren Fornuftsætning.
Den faar først sin Betydning, naar den betragtes som Udtryk
for Samfundets etiske Følelse, der er oprørt over Forbrydelsen
og først tilfredsstilles ved Forbryderens Lidelse. Forbryderen
maa udsone sin Skyld; først derefter kan han igen gælde som
Led af Samfundet«. — Hermed gør man ikke Sagen bedre.
Ti med hvilken Ret skal den Enkelte lide for at tilfredsstille
de andres Følelse? Man maa godtgøre denne Følelses Værdi
og Berettigelse, før man kan fordre en Tilfredsstillelse af
den, som gaar ud over et Menneske. Menneskers Følelser
kunne sættes i Bevægelse ved mange forskellige Ting, og man
maa altsaa godtgøre, at denne bestemte Følelse har Ret til at
faa sin Fordring opfyldt. Hvis man forsøger at godtgøre dens
Berettigelse, vil man atter havne i Velfærdsprincipet. Kun
da er den offentlige Indignation og Oprørthed berettiget, naar
den er motiveret ved en Krænkelse af Samfundets Livsbe-
tingelser og fordrer hvad der er fornødent til at hævde disse.
Det forholder sig med den Lidelse, Staten paafører i Straffen,
som med den, der føles i Angeren. Heller ikke denne var jo
(se V, 3) »i sig selv« af etisk Værdi, men kun ved at være
et nødvendigt psykologisk Gennemgangsled.
Dersom den oprørte Følelse virkelig er at sympatisk
Natur og ikke en Opblussen af det primitive Hævninstinkt, vil
den vel fordre en Soning, en bestemt Lidelse, der skal komme