Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXIX. Statens straffende Myndighed. 381 Gang er øvet ondt? Det er jo dog ligefrem at gøre ondt værre, saa længe. man ikke paaviser et bestemt Gode, der opnaas ved det onde, man lader følge efter det en Gang ud- øvede, Men et saadant Formaal vil man ikke kunne angive uden at beraabe sig paa Velfærdsprincipet og altsaa komme ind paa »Nyttemoralen«. Kant betragtede det som et »kate- gorisk Imperativ«, at et Menneske skal behandles, som han selv behandler andre. Men det er Magtsprog uden Begrundelse. Derimod følger det med stor Klarhed af Velfærdsprincipet, at Tilføjelse af Lidelse ikke er tilstedelig, lige meget hvem den rettes imod, naar der ikke derved opnaas et saa meget des større Gode for den Enkelte selv eller for Samfundet eller for begge. Ondt maa ikke gengældes med ondt, naar dette sidste onde ikke er et forklædt Gode. »Men« — vil man sige — »det var ogsaa en Fejl af Kant at betragte hin Sætning som en ren Fornuftsætning. Den faar først sin Betydning, naar den betragtes som Udtryk for Samfundets etiske Følelse, der er oprørt over Forbrydelsen og først tilfredsstilles ved Forbryderens Lidelse. Forbryderen maa udsone sin Skyld; først derefter kan han igen gælde som Led af Samfundet«. — Hermed gør man ikke Sagen bedre. Ti med hvilken Ret skal den Enkelte lide for at tilfredsstille de andres Følelse? Man maa godtgøre denne Følelses Værdi og Berettigelse, før man kan fordre en Tilfredsstillelse af den, som gaar ud over et Menneske. Menneskers Følelser kunne sættes i Bevægelse ved mange forskellige Ting, og man maa altsaa godtgøre, at denne bestemte Følelse har Ret til at faa sin Fordring opfyldt. Hvis man forsøger at godtgøre dens Berettigelse, vil man atter havne i Velfærdsprincipet. Kun da er den offentlige Indignation og Oprørthed berettiget, naar den er motiveret ved en Krænkelse af Samfundets Livsbe- tingelser og fordrer hvad der er fornødent til at hævde disse. Det forholder sig med den Lidelse, Staten paafører i Straffen, som med den, der føles i Angeren. Heller ikke denne var jo (se V, 3) »i sig selv« af etisk Værdi, men kun ved at være et nødvendigt psykologisk Gennemgangsled. Dersom den oprørte Følelse virkelig er at sympatisk Natur og ikke en Opblussen af det primitive Hævninstinkt, vil den vel fordre en Soning, en bestemt Lidelse, der skal komme