Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

382 XXXIX. Statens straffende Myndighed. over Overtræderen for hans Gerning; men den vil ikke stanse derved som det sidste Maal. Hvis den gør det, virker kun Trangen til at faa Luft uden Hensyn til Følgerne, denne Trang, som saa ofte forvandler de sympatiske Følelser til Egoisme*)- Den sande Sympati er det ikke blot om at gøre at faa Luft; den vil forøge Lystfølelsen i Verden og forminske Lidelsen; det vilde da være en Selvmodsigelse, om den paa noget Punkt fandt sit Maal naat ved Tilføjelsen af Lidelse. — Ogsaa Overtræderen selv ønsker ofte Soning. Denne Trang indeholder intet mystisk og heller intet Bevis for Gengældelses- læren. Det er psykologisk forstaaeligt, at den, hos hvem Angeren begynder at virke, føler en Lettelse ved den fysiske Lidelse. At underkaste sig denne er en Udladning, er en Vej til at faa Luft for den stærke aandelige Spænding. Ved at underkaste sig Lidelsen visei’ han dernæst sin alvorlige Villie til at genoprette det normale Forhold til Retsordenen; ved at lide den Straf, denne foreskriver, fyldestgør han jo allerede en af dens Fordringer. Det forholder sig hermed som med den smertelige Selverkendelse, hvilken det Individ, der virkelig har brudt med den forkastelige Villiesretning, villig gennemgaar. (Se V, 3). Bag den »Fornuft« og den »Følelse«, man beraaber sig paa til Fordel for Gengældelsestankens selvindlysende Karakter, ligger det gamle, i Menneskenaturen dybt indgroede Hævn- instinkt. Naar vi gaa tilbage til det, forstaa vi godt, at Be- grundelsen mangler. Ti Instinktet ledes ikke af Tanken om noget Formaal, men bestaar blot i Trangen til at foretage visse Handlinger. Og da Handlingerne i dette Tilfælde have været og til Dels endnu ere af stor Betydning for Individets og Slægtens Selvopholdelse, forstaa vi, at Instinktet holder sig og er vanskeligt at overvinde. Det var derfor saa mærkeligt et Fremskridt i Menneskehedens etiske Udvikling, da man be- gyndte at tvivle om det selvindlysende i den Sætning, at ondt skal gengældes med ondt (XII, 2). — Højst forunderligt er det, at selv Kant kunde mene i Gengældelsesprincipet at have en evig etisk Sandhed, og at Fichte og A. S. Ørsted, ') Psykologi p. 299 f.