Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXIX. Statens straffende Myndighed. 383 der forkastede dette Princip i Retslæren, kunde holde paa det i Etiken!*) Den Energi, som lægger sig for Dagen i Hævn- og Gen- gældelsesinstinktet, behøver ikke at gaa tabt, fordi Instinktet maa undergaa en væsentlig Metamorfose. Der behøves stadig stærke og levende Følelser af Indignation, og Harme for at hævde den krænkede Retsorden og træde i Skranken for den. Det er kun det formaalsløse i Instinktet, vi have talt imod. Fordi Tilføjelse af Lidelse ikke er det sidste Maal, kan der meget vel være Plads og Brug for en levende Retfærdigheds- følelse. Ved Nemesis forstod Aristoteles den Følelse, vi have, naar vi se Lykken falde i uværdiges Lod**). En saadan Harme over Misforhold mellem indre Værd og ydre Lykke er en vigtig etisk Kraft. Men denne Harme behøver ikke at stanse ved Ønsket om Lidelse for dem, der have øvet ondt; den svækkes ikke ved, at denne Lidelse betragtes som Middel til en Kar akterfor andring hos Udøveren. Hvor Gengældelsestrangen ikke ligefrem virker i Selv- opholdelsens Tjeneste, beror dens Tifredsstillelse paa en Illu- sion. Hvad opnaar man egentlig ved Gengældelsen? Det onde, som er sket, kan ikke gøres ugjort, og hvorledes kan det være en Lindring for os, at Gerningsmanden kommer til at lide? Illusionen er her en lignende som ved Misundelse og Skadefrohed. Man har opnaaet, at man har faaet Luft; men intet som helst i Tingenes Orden er forandret, uden for saa vidt som Lidelsens Sum i Verden er forøget. Denne Illusion ved Hævnen har Bjørnson skildret i »Bergljot«: *) Fichte: Grundlage des Naturrechts. II, p. 128. — A. S. Ørsted: Om de første Grundregler for Straffelovgivningen. (Eunomia II). p. 4. — I en interessant Afhandling »Vergel- tung und Zurechnung« (i 5 og 6 Bind af »Vierteljahrsschrift für wissenschaftliche Philosophie«) har E. Laas søgt at hævde Gengældelsens etiske Betydning’ og at opfatte Straffen som »eticeret Hævn«. M.eii jeg’ kan ikke finde, at han fremfører noget, som besvarer den oven for fremførte Tvivl, og det fore- kommer mig at være uberettiget at bruge Ordet Hævn, naar enhver egoistisk Trang skal tænkes borte. (Se især 5 Bind p. 152 f). **) Eth. Nic. II, 7