Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
384 XXXIX. Statens straffende Myndighed. Hævn? — Hvem nævner Hævn? Kan Hævnen vække mine døde eller dække over mig for Kulden? Findes i den et tilstængt Enkesæde eller Trøst for en barnløs Mor? Men Det kunde synes, som om Gengældelsesprincipet egnede sig fortræffelig til at anvendes ved Straffens Udmaaling. Det synes at være en klar og rimelig Tanke, at man skal be- handles ganske som man behandler andre. Man finder det selvindlysende, at den, der har dræbt en anden, selv skal di’æbes. Men man vil allerede (paa vort nuvæi’ende Trin af etisk Udvikling) blive noget betænkelig ved at slaa Øjet ud paa den, der har slaaet Øjet ud paa en anden. Og nu den, der har begaaet Voldtægt, hvorledes skal han straffes efter Gengældelsesprincipet? Kant mente ved Kastration, det er allerede en stærk Afvigelse fra Principet lige for lige. Dette kan ikke gennemføres, og hvor det synes at kunne an- vendes, er det snarere en vis Symbolik, der træder i Kraft, end en virkelig fornuftig Forbindelse mellem Gerning og Straf. Der kan ikke anføres nogen Grund til, at Straffen skal ligne Gerningen. — Vil man konsekvent gennemføre Gengældelses- principet, maa man gaa lige saa vidt som nogle vilde Folke- slag. En Basutoneger f. Ex., hvis Søn var bleven saaret i Hovedet ved et Slag med en Stok, vilde have fat i Gernings- manden for at slaa ham med den samme Stok paa samme Sted af Hovedet og staaende paa samme Plet Jord, hvorpaa Gerningsmanden havde- staaet. Først saa følte han sig fuld- stændig fyldestgjort. Gengældelseslæren kan ikke begrunde, at Handlinger, der udspringe af Forsæt (dolus), straffes strengere end de, der udspringe af Uagtsomhed (culpa). Det er Handlingen, som skal gengældes; hvorledes kan Gengældelsen blive forskellig efter som Handlingen er foretagen med Villie eller af Uagt- somhed? Det vilde dog være absurd, om man vilde udsætte den, der ved Uagtsomhed havde voldet en andens Død, for en lignende Fare som den, han havde bragt den anden i! Man maatte saa sørge for, at den ogsaa førte Døden med sig. Gengældelsen vilde dog ikke være fuldstændig, da Døden netop