Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
384
XXXIX. Statens straffende Myndighed.
Hævn? — Hvem nævner Hævn?
Kan Hævnen vække mine døde
eller dække over mig for Kulden?
Findes i den et tilstængt Enkesæde
eller Trøst for en barnløs Mor?
Men
Det kunde synes, som om Gengældelsesprincipet
egnede sig fortræffelig til at anvendes ved Straffens Udmaaling.
Det synes at være en klar og rimelig Tanke, at man skal be-
handles ganske som man behandler andre. Man finder det
selvindlysende, at den, der har dræbt en anden, selv skal
di’æbes. Men man vil allerede (paa vort nuvæi’ende Trin af
etisk Udvikling) blive noget betænkelig ved at slaa Øjet ud
paa den, der har slaaet Øjet ud paa en anden. Og nu den,
der har begaaet Voldtægt, hvorledes skal han straffes efter
Gengældelsesprincipet? Kant mente ved Kastration,
det er allerede en stærk Afvigelse fra Principet lige for lige.
Dette kan ikke gennemføres, og hvor det synes at kunne an-
vendes, er det snarere en vis Symbolik, der træder i Kraft,
end en virkelig fornuftig Forbindelse mellem Gerning og Straf.
Der kan ikke anføres nogen Grund til, at Straffen skal ligne
Gerningen. — Vil man konsekvent gennemføre Gengældelses-
principet, maa man gaa lige saa vidt som nogle vilde Folke-
slag. En Basutoneger f. Ex., hvis Søn var bleven saaret i
Hovedet ved et Slag med en Stok, vilde have fat i Gernings-
manden for at slaa ham med den samme Stok paa samme
Sted af Hovedet og staaende paa samme Plet Jord, hvorpaa
Gerningsmanden havde- staaet. Først saa følte han sig fuld-
stændig fyldestgjort.
Gengældelseslæren kan ikke begrunde, at Handlinger, der
udspringe af Forsæt (dolus), straffes strengere end de, der
udspringe af Uagtsomhed (culpa). Det er Handlingen, som
skal gengældes; hvorledes kan Gengældelsen blive forskellig
efter som Handlingen er foretagen med Villie eller af Uagt-
somhed? Det vilde dog være absurd, om man vilde udsætte
den, der ved Uagtsomhed havde voldet en andens Død, for
en lignende Fare som den, han havde bragt den anden i! Man
maatte saa sørge for, at den ogsaa førte Døden med sig.
Gengældelsen vilde dog ikke være fuldstændig, da Døden netop