Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXIX. Statens straffende Myndighed. 385 ikke vilde blive voldet ved Uagtsomhed*). Men kan man ikke tage Hensyn til Forskellen mellem forsætlig og uagtsom Handling, saa bliver det klart, at Gengældelsen i Virkeligheden er Udslag af et blindt Instinkt, der lader os slaa til uden at undersøge Forholdene. Det er en underlig Skæbne for en saa højt spændt etisk Anskuelse som Gengældelseslæren, der gerne med Foragt ser ned paa »Nyttemoralen« og »Humaniteten«. Gengældelsesteorien vil endelig ikke kunne begrunde hvad de fleste nyere Straffelove fastsætte om Strafskyldens For- ældelse. Det er efter den Begrundelse af Straffemyndigheden, som oven for er given, selvfølgeligt, at Retsbrud, der ligge langt tilbage i Tiden og først nu opdages, ikke straffes. Det Motiv, der sætter Straffemagten i Bevægelse, mangler nemlig her. Lige som Etiken ser frem ad og kun ser tilbage for at kunne se des bedre frem ad (V, 3 f.)> saaledes har Staten ikke med Fortiden, men med Nutiden og Fremtiden at gøre; den langt tilbage i Tiden udøvede Handling er hverken noget Kendemærke paa, hvorledes Gerningsmandens Karakter nu er beskaffen, ej heller indeholder den nogen Fare for den nu bestaaende Retsorden. Den praktiske Interesse er falden bort. Men for Gengældelseslæren maa der her være et Hul i Verdens- ordenen, og ingen nok saa lang Tids Forløb kan begrunde, at Straffen ikke tilføjes. Hvorfor skulde Blodet høre op at raabe? — I Følge den Begrundelse af Strafferetten, som oven for er given, er der et tvesidigt Formaal, som skal naas ved Straffen: Retsordenens Genoprettelse og Forandring af Gerningsmandens Karakter. Ved ingen Straffemaade maa disse to Hensyn skilles ad. Af de Straffe, som nu til Dags anvendes, er der to, som stride herimod, nemlig Dødsstraffen og den livsvarige Fængselsstraf. De kunne derfor ikke retfærdiggøres, og vi finde da ogsaa, at de anvendes sjeldnere og sjeldnere. Kun en Femtedel af de Dødsstraffe, der idømmes i Europa, blive fuldbyrdede. Disse Straffe ere et Udtryk for, at vi endnu staa paa et barbarisk Udviklingstrin. Vi leve under en Krigs- *) Smign. A. S. Ørsteds træffende Kritik af Gengældelse som Strafferettens Maalestok: »Om de første Grundregler« (Eunomia II) p. 12—24. Høffding: Etik. 25