Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

388 XL. Statens Forfatning. tilstrækkelig bekræftet. Statsformer og Statsforfatninger kunne ikke laves paa én Gang og ude eller ovenfra paatrykkes Folket. Der skal siden Begyndelsen af vort Aarhundrede være lavet 350 nye Konstitutioner.*) Allerede Tallet viser, at saare mange af dem maa være forsvundne igen, fordi de ikke have kunnet slaa Rod. Forfatninger maa voxe frem. Det er for os her ingen ny Sandhed. Statsformen eller Statsforfatningen er jo kun den Del af Retsordenen, som an- gaar Statens Styrelse, og det gælder for al Ret, at kun naar den fremgaar af eller fører til sædvanemæssig Virksomhed, faar den fast Bestaaen som Form for et virkeligt Liv. Alt er ikke gjort med Formulering af Principer og Skemaer. — Fornuften, den bevidste Overvejelse, mister, som ogsaa Hum- boldt antyder, derfor ikke sin Betydning. Den virker paa mange Maader, ordnende, ledende og vækkende, tilbage paa det helt eller halvt ubevidste. Den skærper Opmærksomheden for de væsentlige Betingelser, advarer mod de Farer, som true, og opdager nye Udviklingsmuligheder. (Smlgn. III, 19—20). Heraf følger, at det ikke kan være Etikens Opgave at konstruere en ideal Statsforfatning. Det nytter ikke at for- færdige Rammen, naar man ikke véd, om der er noget at ud- fylde den med. Hvad der er det afgørende, er de Muligheder og Udgangspunkter, Folket efter sin Natur og sin historiske Udvikling frembyder. Længe førend man kan begynde at dis- kutere om Forfatninger, har der faktisk udviklet sig en indre Forfatning, som lægger sig for Dagen i Folkets Sæd og Skik, i dets Karakter og dets Kultur, og til den maa den ydre, of- ficielle Ordning af Forholdet mellem Folkets forskellige Ele- menter slutte sig, hvis den skal have Bestaaen og Betydning. Rammen er naturligvis ikke ligegyldig. Er den for snever, trykker den Indholdet og hindrer dets Udfoldelse; er den for vid, ordnes Indholdet ikke i fast Form. Og en daarlig Ramme kan ikke blot være en, som vilkaarlig sættes paa ude fra; den kan ogsaa uvilkaarlig have udviklet sig. Men man kan kun raade Bod paa saadanne Misligheder ved at støtte ') Maine: Popular government. London 1885. p. 174.