Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

394 XL. Statens Forfatning. 4. Den politiske Frihed have vi foreløbig defineret som Ret til aktiv Deltagelse i Statslivet. Men hvad forstaar man nærmere herved? Vi kunne jo ikke alle umiddelbart regere. Sligt kunde tilnærmelsesvis lade sig gøre i Oldtidens smaa Stater, hvor Stat og By faldt sammen; men det gik ogsaa kun dér, saa længe de faldt sammen. For større Riger med mange Byer og Kommuner passer det ikke. I nyere Tid sker derfor de enkelte Individers Deltagelse i Statslivet gennem Valg af Repræsentanter. Valget er den Villiesakt, ved hvilken enhver — foruden gennem den Deltagelse i den of- fentlige Debat, som heller ikke Formynderregimentet udelukker — kan gribe ind i Statslivets Gang. Hvor intet kan blive L°v, — hvor ingen Skat kan tages, — og hvor ingen af- gørende Bestemmelse angaaende Statens indre og ydre Skæbne kan fattes uden Indvilligelse af Folkets valgte Repræsentanter, dér bestaar en fri Forfatning, hvad enten den er nedskreven paa Papir eller ikke; og dér kan herske et Tillidsforhold mellem Regering og Folk af en dybere og fastere Art end det, der kan være til Stede under en Formynderregering, hvor Folket passivt følger, fordi det maaske vel faar Lov at ytre sin Mening, men ikke at have nogen Villie. »Men«, kunde man spørge, »er det dog ikke det vigtigste, at de klogeste og bedste Mænd regere, hvad enten de nyde Folkets Tillid eller ikke?« — Hertil maa svares, at det netop er det store Spørgsmaal, hvorledes man skal faa afgjort, hvilke Mænd der ere de klogeste og bedste. Den aandelige Højde er ikke saa let at maale som den legemlige. Den store Strid i den menneskelige Verden staar jo netop om Maalestokken for Klogskab og Godhed, og den politiske Strid er kun en For- grening af denne store Strid. Men saa meget er vist, at de virkelig klogeste og bedste Statsmænd (man kan være klog og god uden at være Statsmand) ville formaa at udfinde ikke blot hvad der tjener til Folkets Tarv, men ogsaa hvorledes det kan virkeliggøres paa bedste Maade. De ville indse, at kun det tjener til Folkets Tarv, som stemmer med dets Natur og dets Kræfter, og de ville forstaa at vække og lede disse Kræfter. De betragte ikke Folket som et dødt Stof, en Masse, der passivt skal tage mod den Form, man vi] give det. De ville ikke blot arbejde for Folket, men og-