Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

48 IV. Samvittighedens Teori. det er af Vigtighed særlig at fremhæve dette for at forstaa Samvittighedens Natur. Det er et stort Slægtsinstinkt, der virker i Samvittig- heden. I den vurderende Følelse ytrer sig jo Forholdet mellem det centrale og det periferiske i Mennesket, og intet Menneskes Natur, aller mindst det centrale i dets Natur, dannes blot ved dets egne Erfaringer. Selve det Grundlag, paa hvilket dets Erfaringer virke, modtager det fra Slægten. Særlig kunne de sympatiske Følelser og deres Væxt i Slægten ikke forstaas uden ved at antage oprindelige Instinkter, der under Slægtens Levnetsløb have faaet deres videre og højere Ud- vikling. I den ubetingede Maade, hvorpaa Pligten kan kund- gøre sig i Menneskets Indre, ytrer sig et Instinkt, der har voxet sig stærkt gennem mange Slægtled. Hvad. Kant kaldte »det kategoriske Imperativ«, er i Virkeligheden et Instinkt. Ethvert Instinkt taler ubetinget, kategorisk, giver ingen Grunde og tager ingen Hensyn. Men intet Instinkt ytrer sig uden under bestemte Be- tingelser. Naar disse mangle, kues eller forvanskes det. Det behøver Næring for at udvikle sig og bestaa. Der er ikke én Gang for alle indplantet os en Kraft, som uforanderlig og uden at begunstiges og plejes af de ydre Forhold skulde kunne lede os i vor Handlen. Alle mulige individuelle og sociale Forhold kunne her gribe bestemmende ind. Det etiske Instinkt er en Ild, der maa holdes ved lige og stadig næres, naar den skal vedblive at lyse og varme. Naar Samvittigheden begynder at blive sig sit Formaal ■ bevidst, ytrer den sig som en Drift*). Billedet af de Hand- linger, som den instinktmæssige Vurdering har anerkendt eller maaske endog ført til at udøve, vil være forbundet med Lyst, Billedet af dem, som ere forkastede, med Ulyst. Der vil da være en Trang til at dvæle ved hine og gentage dem, og til at vende sig bort fra disse, naar ikke stærkere Tilskyndelser af anden Art gøre sig gældende. Endelig vil Samvittigheden uden ganske at miste sin instinktmæssige eller driftagtige Karakter, kunne udvikle sig *) Om Forskellen mellem Instinkt og Drift, se Psykologi p. 103 f. 373 f.