Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

IV. Samvittighedens Teori. 49 til praktisk Fornuft. Dette sker ved klarere og tydeligere Ud- vikling af de Forestillinger, som bestemmer Driften. Hand- lingerne, ikke blot de virkelige, men ogsaa de blot tænkte, forfølges i deres Konsekventser; der danner sig Forestillinger om alle de Forhold, først og fremmest om alle de Væsener med Evne til at føle Lyst og Ulyst, som berøres af Handlingen og dens Virkninger. Vurderingen sker nu mere bevidst, efter bestemte Principer og støttet til mere eller mindre indviklede Betragtninger. Det er paa dette Trin, at Samvittigheden tydeligst antager Pligtfølelsens og Retfærdighedsfølelsens Ka- rakter. Og det er den Rolle, som den klare Erkendelse her spiller, der har gjort, at man har betragtet det etiske som »Fornuftens« Sag. (Smign. III, 9). Men ved Fornuft maa man da udtrykkelig forstaa den praktiske Fornuft, Foi’estillings- evnen i dens nøjeste Samvirken med Følelse og Villie. Hvor Samvittigheden virker som Instinkt, véd Individet ikke, hvad det gør. Virker den som Drift, har det en dæmrende Bevidsthed derom. Og livor den bliver praktisk Fornuft, op- staar den klarere Bevidsthed om etisk Lov og etiske Idealer. 2. Samvittigheden fremtræder under højst forskellige Former og i højst forskellige Grader hos de enkelte Individer. Ikke blot kan den snart træde frem som et halvt ubevidst Instinkt, snart som Drift, snart som praktisk Fornuft. Men snart kan Pligtfølelsen, snai’t Retfærdighedsfølelsen være Hovedelementet i den. Den kan snart ytre sig overvejende negativt og hæmmende, snart mere positivt, dels forhøjende, dels forbindende. (Smign. III, 20). Den kan snart ytre sig som entusiastisk Hengivelse, snart som en mere rolig og stadig virkende Trang. Det vilde være umuligt at skildre -endog blot Hovedformerne for dens Fremtræden hos de enkelte Individer. Men det har sin store Betydning at være op- mærksom paa disse Forskelligheder, da vi endnu lide af en Dogmatisme, dei’ skærer alle over én Kam. Det vil netop vise sig at følge af Velfærdsprincipet, at ethvert Individ saa meget som muligt bør leve og virke efter sin Ejendommelighed, og intet Sted maa dette da gælde i den Grad som hvad selve det etiske Grundlag angaar. Man maa sikkert endog gaa et Skridt videre. Der kan gives Mennesker, som ingen egentlig etisk Følelse besidde, og Høffding: Etik. 4