Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

IV. Samvittighedens Teori. 51 vittighedens Form træder enhver alvorligere Overbevisning op; men den blotte Form borger ikke for den absolute Sandhed. Kunne de, der korsfæstede Jesus, ikke have handlet efter bedste Overbevisning? Skulde Kant have Ret i, at en Kætter- dommer ikke kan have en god Samvittighed? Var det ikke i god Tro, at Aristoteles forsvarede Slaveriets Berettigelse, at Calvin, med Melanchtons Bifald, lod Servet bestige Baalet, og at Sand myrdede »Landsforræderen« Kotzebue? — Ikke mindre dogmatisk overhugger man Knuden fra mod- sat Side. Hvor man betragter Etiken blot fra den objektive Side, som Læren om Samfundsformer og ydre Handlinger, er- klærer man uden videre den subjektive Følelse for uberettiget over for de objektive Forhold og deres Krav. Etikere af saa forskelligt Standpunkt som Hegel og Bentham mødes i Mistro til Samvittigheden. Denne staar endog efter Hegel lige paa Springet til at være det onde Princip i Verden, da den subjektive Overbevisning lige saa vel kan gaa ud paa noget objektivt forkasteligt som paa noget objektivt rigtigt*). — Det er let nok, som disse Etikere gøre, at advare mod Selvtillid og Selvraadighed og forlange, at man skal bøje sig for en objektiv Lov. Den Lov, vi følge, maa jo dog stedse kundgøre sig for os i Samvittighedens Form. Det Lys, som gør os alt andet klart, maa tilsidst findes i os selv, og hvem borger os i det enkelte Tilfælde for, at det ikke er en Lygte- mand, vi lade os lede af? Der foreligger her Muligheden af en Konflikt mellem subjektiv og objektiv Etik, mellem de to Principer, paa hvilke Etiken bygger. Der kan ikke gives nogen anden Løsning deraf end den allerede antydede, at i Øjeblikket maa Sam- vittigheden lydes, da der ingen højere Autoritet kan gives. Det forudsættes naturligvis, at den taler tydelig og efter fornødent Overlæg. Men dertil maa føjes, at Samvittigheden *) Smign. Hegel: Philosophie des Rechts. § 139—140. — Bentham: Principles of Morals and Legislation, ch. II. § 11—19. — James Mill dadlede en slet Handling lige strengt, hvilket dens Motiv saa end havde været. Ros og Dadel vare for ham motiverende Kræfter; derfor maatte de ikke paavirkes af Handlingens Motiver. (Stuart Mill’s Levned. Dansk Overs, p. 52). 4*