Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

IV. Samvittighedens Teori. 53 er stillet vor teoretiske Videnskab, nemlig at forklare os Virkeligheden ved Aarsagsprincipets Hjælp, saaledes er det ogsaa en uendelig Opgave, der er stillet os paa det etiske Omraade, nemlig at vurdere alle Handlinger og Livsforhold efter Velfærdsprincipets Krav. 4. I nøje Sammenhæng med Begrebet Autoritet staar Begrebet Sanktion. Autoriteten byder eller forbyder, men det er Sanktionen, der lader Budd et eller Forbuddet staa ved Magt. Sanktionen bestaar i den Lyst eller Smerte, som knyttes til Befalingens Overholdelse eller Overtrædelse, den Løn eller Straf, man paadrager sig ved sin Handling, det Himmerige eller det Helvede, man ved Handlingen nærmer sig til. Kun hvor Autoriteten selv er en ydre, staar Sanktionen i dette udvortes Forhold til Handlingen. Og i denne udvortes Form har den ikke nogen umiddelbar etisk Betydning. Handlingens etiske Karakter beror subjektivt set paa dens Udspring af det inderste Sindelag, objektivt set paa dens Overens- stemmelse med Velfærdsprincipet. Hvilken etisk Betydning kunde det have, om der dertil føjedes en Lyst eller en Smerte, som ikke udsprang af selve Handlingen? Fordi jeg handler godt nu, hvorfor skal jeg saa i et følgende Øjeblik opnaa en Lystfølelse? Fordi jeg handler ondt nu, hvorfor skal jeg saa i et senere Øjeblik lide en Smerte? Der er etisk set intet selvindlysende heri. Hele Forestillingen om Løn og Straf hører hjemme i Pædagogiken, ikke i Etiken. Det kan være fornødent til Opdragelse, at Løn og Straf forøge den Magt, som Følelsen af Handlingens Værd og Betydning ikke altid besidder i tilstrækkelig Grad. Men det er ingen umiddelbar etisk Nødvendighed. Naar man paastaar, at Tanken om Gengældelsen er en i sig selv klar Tanke, saa er det, fordi man ledes af et Instinkt (til Hævn eller til Tak), hvis etiske Berettigelse og Nødvendighed ikke fra først af er given. Det selvindlysende er meget ofte det blinde. Det uvilkaarlige i Tilskyndelsen gør, at man ikke spørger efter Grunde, og saa mener man, at der heller ikke behøves Grunde. Den ydre Sanktion, som bestaar i Løn og Straf, kan som sagt kun være opdragende. Den etiske Sanktion maa være en indre. Den kan kun bestaa i den handlendes Følelse af Harmoni og Enhed med sin egen højeste Overbevisning, af