Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

54 IV. Samvittighedens Teori. Overensstemmelse mellem sit Ideal og sin virkelige Villen. Der opstaar derved en indre Fred, som kan være stærkere end al Modsigelse og Modstand ude fra. Individet kan have Følelsen af, at der raader en Kraft i det, der vilde kunne omskabe Verden, hvis den raadede i alle. Det føler sit Væsen udvidet og forhøjet. De Mennesker, det beundrer højest, vilde det trygt kunne tænke sig som Tilskuere ved sin Handling, selv om alle Motiverne laa utildækkede for dem. Det er ikke Hovmod, som her rører sig, men en stille Følelse af i al Ringhed at være beslægtet med det store. En saadan indre Sanktion er ikke blot Handlingens Virk- ning, men bestaar i en Følelse, som allerede er til Stede, før Handlingen udføres. Den er kun Fortsættelsen og den fulde Udvikling af det, der førte til Beslutningen og gjorde denne mulig. »Saligheden«, siger Spinoza, »er ikke Dydens Løn, men er selve Dyden«. Den er af samme Art som den Til- fredsstillelse, der følger med Fyldestgørelsen af en dybt liggende Trang. Handlingens Kilde og Handlingens Virkning hænge her nøje sammen. Denne Tilfredsstillelse kan være saa stor og stærk, at alt andet taber sin Værdi i Forhold til den. Et stort og skønt Øjeblik kan staa over et langt, men betydningsløst Liv. Her- ved bliver Selvopofrelsen psykologisk forstaaelig. Der kan imellem den Tilfredsstillelse, som føles ved at udføre en op- ofrende Handling, og al anden mulig Lystfølelse være en saadan Afstand, at den sidste saa godt som forsvinder for Be- vidstheden. Dette er kun et enkelt Exempel paa en bekendt psykologisk Lov*). Allerede Aristoteles har set dette. »Den brave’Mand«, siger han**), »vil gøre meget for sine Venner og for sit Fædreland; om det er nødvendigt, vil han endog dø for dem. Han vil ofre Gods og Æresbevisninger og i *) Psykologi p. 124, 319 f. — Sidgwick (Methods of Ethics. Book II. ch. 2. 3 Ed.) paastaar, at alle Lyst- og Ulyst- følelser maa staa i et endeligt Forhold til hverandre, og at det derfor er en Overdrivelse, naar et enkelt Øjebliks Glæde sættes over et helt Livs jevne Tilfredshed. Men dét drejer sig jo her blot om, hvor vidt der kan være en saadan Forskel i Følelsernes Intensitet, at den ene forsvinder i Forhold til den anden, og det kan ikke negtes. **) Ethica Nicomachea. IX, 9.