Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

IV. Samvittighedens Teori. 55 det hele alle de omtvistelige Goder, idet han erhverver sig det skønne; ti han vil hellere føle en stor Glæde i en kort Tid end en ringe Glæde i en lang Tid, hellere leve et Aar skønt*) end mange Aar paa ligegyldig Vis, hellere udføre én stor og skøn Handling end mange smaa. Saaledes gaar det jo vel dem, der dø for andre: de vinde for sig selv noget meget skønt«. 5. Hvor stor en Rolle denne indre Sanktion spiller i det virkelige Liv, gør her intet til Sagen. Der er maaske meget faa menneskelige Handlinger, som ikke behøve anden Støtte end den. Men det er af Betydning at holde fast, at den kan være tilstrækkelig til at bære det etiske Liv. Ved dette Faktum betinges Etikens Selvstændighed over for Dog- matik og Metafysik, bliver den uafhængig af Ti’ospostulater og Hypoteser. Fra et etisk Standpunkt maa man nære stor Betænkelighed ved den Maade, paa hvilken det etiske saa ofte gøres af- hængigt af visse bestemte religiøse eller spekulative Antagelser. For det første ligger da den Betragtning nær, at den, der ikke længere hylder disse Dogmer, dermed ogsaa har eman- ciperet sig fra det etiske og maaske endog vil handle konse- kventes!, naar han følger det Princip: »Lader os æde og drikke, ti i Morgen skulle vi dø!« Men dernæst berøver man Handlingen dens egentlige etiske Karakter ved at vende Opmærksomheden mod det4 som ligger uden for Handlingens Væsen og Kilde, og erklære Hensynet til Løn eller Straf for et nødvendigt Motiv. Der gives dem, som ikke kunne fastholde det etiskes Gyldighed uden ved Hjælp af Troen paa en højere Tingenes Orden, hvor alt det er fuldkomment og fuldendt, hvad der i den Virkelighed, vi kende, er ufuldkomment og brudstykke- agtigt. Men Trangen til at leve i en saadan Tro maa ikke gøres til en almenmenneskelig Fornødenhed, selv om det er en Trang, der har rørt sig hos nogle af de ypperste Mennesker, der have levet. *) Ved det skønne forstaar Aristoteles det, som vi ville for dets egen Skyld, ikke som Middel til noget andet.