Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

60 IV. Samvittighedens Teori. og harmonisk Tilstand, saa er det jo et Tegn paa, at den har gjort sin Gerning. Fuldkomne Væsener have ingen Etik og kunne ingen have, da Ideal og Virkelighed falde sammen. Lige som Autoritetsforholdet (i dets forskellige Skikkelser) afløses af den frie Samvittighed, saaledes vil denne igen kunne tænkes afløst af en umiddelbar Leven i det gode og rette. Der gives (som tidligere omtalt) maaske allerede nu enkelte Naturer, for hvis Vedkommende dette kan siges at være sket. Men selv om denne Mulighed maa indrømmes, ere vi dog i Virkeligheden saa langt fjernede fra en saadan Tilstand, at det bliver en Trossag eller et rent spekulativt Anliggende, om man vil antage, at den nogensinde ganske indtræder, og Etiken, der nødig indlader sig paa vidt gaaende Spekulationer, kan ikke lægge stor Vægt derpaa. Saa længe vi endnu ere i »Lømmelaldei’en«, om ikke i »Fostertilstanden« (for at bruge Sibber ns Udtryk), maa man ikke ved saadanne Fremtids- fantasier svække Opmærksomheden for de store Hindringer, der hæmme Fremskridtet. Vi kunne styrke vort Haab og Mod ved Tanken om, at Menneskenaturen undergaar en lang- som, men stadig Forandring, og at der kan være Grund til at tro, at denne Forandring er en Fremgang. Men en væ- sentlig Indflydelse paa Behandlingsmaaden af Etiken vil denne Antagelse ikke kunne faa. Vi maa vel endog antage, at selve Fremskridtet vil med- føre nye Idealer og nye Opgaver. Lige som v; ved Sammen- ligning mellem det civiliserede Menneskes Etik og den Vildes Etik finde, at der er store Omraader, som hist ere dragne ind under det etiske Synspunkt, medens de her endnu ligge al- deles upaaagtede, saaledes vil det sandsynligvis gaa med vor nuværende Etik, naar den en Gang kan sammenlignes med et højere Udviklingstrin. Der vil sikkert frembyde sig mange Forhold, hvis etiske Betydning vi paa Grund af vor Haard- hudethed, vor Uvidenhed og vor Egoisme endnu ikke have faaet Blik for. Idealet vil højne sig paa ny, hver Gang vi mene at være naaede til Enden. Spencer gaar (lige som Kant) ud fra, at Pligtfølelsen nødvendigvis er forbunden med en Følelse af Tvang og derfor af Ulyst. Men i Begrebet Pligt ligger der, som tidligere be- bemærket (III. 9), kun det, at et mere begrænset Hensyn rr iih.i til