Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

66 V. Villiens Frihed. friheden strider ikke mod Determinismen, og det er ikke om den, at Striden staar. f. Endelig kan Ordet Frihed betegne Villien som den, der ledes af etiske Motiver. I denne Betydning af Ordet er kun den gode fri. Der forudsættes her en saadan aandelig Udvikling og Øvelse, at Samvittigheden kan komme til at spille en afgørende Rolle ved enhver Overvejelse og Beslut- ning. Men dette forudsætter aabenbart igen, at der bestaar en psykologisk Aarsagssammenhæng. Ved Opfordring eller Anledning til Handling maa da i Kraft af Lovene for Fore- stillingernes Forbindelse med hverandre og med Følelserne Samvittigheden kunne vækkes.*) Frihed betyder her, at visse Tanker og Følelser ere bievne herskende og have fortrængt andre. Frihed staar her i Modsætning til Trældom under sanselige og egoistiske Drifters og Lidenskabers Herredømme. Under Tiden kalder man dette for den sande eller den højere Frihed. Denne Betydning af Ordet er den ældste; den stammer fra Sokrates, og den anvendes af Augustinus, Spinoza o. fl. Den har aldeles intet med Striden mellem Determinisme og Indeterminisme at gøre. Det er kun den først nævnte Betydning, som vi i denne Sammenhæng have Brug for, saa betydningsfulde de øvrige ogsaa kunne være i andre Henseender. 3. Det indrømmes vel nu af de fleste, at det ikke er teoretiske, men praktisk-etiske Motiver, som føre til at paa- staa, at vor Villie ikke er Aarsagsloven underlagt. Hvis man betragtede Villien blot som Psykolog eller Historiker, vilde man neppe falde paa at opstille en saadan Paastand. Der vilde stadig være mange Villiesytringer, som man ikke kunde finde nogen Forklaring af; men deri vilde ikke ligge nogen Grund til at paastaa, at de ingen Aarsag havde. Derimod mener man, at en saadan Paastand er en nødvendig Forudsætning for Etiken. Skulde det nu virkelig forholde sig saaledes? Skulde vi være nødte til at anerkende en saadan Disharmoni mellem vor intellektuelle og vor etiske Natur, at vi for ikke at fornegte det etiskes Gyldighed maatte fornegte den Grund- *) Psykologi p. 184. 348. 378 f. 402.