Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

70 V. Villiens Frihed. Villieslivet opgiver jeg netop Kendemærket paa Tilregnelig- heden ! Den juridiske Betragtningsmaade stemmer her med den etiske. Straffeloven betragter oprørt Sindsstemning og Mangel af Overlæg som foi’mildende Omstændigheder, Gentagelse, Til- bagefald og klart Overlæg som skærpende Omstændigheder. Til Grund for denne Betragtningsmaade ligger den Opfattelse, at en forbryderisk Villiesakt maa straffes des strengere, jo større Sammenhæng den viser sig at staa i med Menneskets hele Karakter. Uagtet den juridiske Dom væsentlig har med den ydre Handling, ikke med det indre Sindelag at gøre, er det dog nødvendigt for Dommeren at skaffe sig Indsigt i Handlingens Motiver og Udspring. Og det ikke blot for at kunne bestemme Straffens Grad, men ogsaa for at kunne have en fuldstændig sikker Forvisning om, at Handlingen virkelig er udøvet. Jo bedre Dommeren forstaar, hvorledes Handlingen nødvendig udsprang af de foreliggende indre og ydre Forhold, des mere kan han være sikker paa, at Individet virkelig har udøvet Handlingen*). e. Naar flere nyere, indeterministiske Forfattere (Hee- gaard, Kroman), indskrænke Postulatet om Aarsagsfrihed til det mindst mulige, til »en meget lille Størrelse, en Ubetyde- lighed« , saa er det ikke godt at forstaa, hvilken Betydning det kan have, at en saa ringe Del af Villiesakten er aarsagsfri, da det jo dog er Villiesakten som Helhed, den etiske Dom gælder. Man sar, at Indeterminismen, der først opløser Tilværelsens Sammenhæng og dernæst Personlighedens Sammen- hæng, ender med ikke en Gang at opfatte den enkelte Villiesakt som noget helt. Visse pC. af dens Elementer skulle være aarsagsbestemte, andre aarsagsfrie. Vi faa ikke at vide, om den aarsagsfrie Bestanddel er lige stor ved alle Villiesakter af samme Individ og ved Villiesakter af forskellige Individer, ikke heller, hvorledes den, der drager sig selv til Ansvar, end sige den, der skal dømme andre, kan opdage, hvor stor Be- *) Smlgn. min Psykologi p. 394—397. — Anselm v. Feuerbach (Aktenmässige Darstellung merkwürdiger Verbrechen. Giessen 1829. IL p. 502 f.) hævder, at en Dommer ikke bør fælde en Dødsdom, naar han ikke har forstaaet, hvorledes Handlingen er bleven til.