Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
V. Villiens Frihed. 71 standdelen er, og om den er der i det enkelte Tilfælde. Men ogsaa afset herfra staar denne Antagelse som noget højst forunderligt. Dersom det, som man har sagt*), er »Determinismens Akilleshæl«, at Individet efter enhver lav Handling skulde have Ret til at sige: »Det var nødvendigt, altsaa er det ikke min Skyld!« — saa er det ikke godt at indse, hvorledes den Indeterminisme, der kun antager en ubetydelig Del af Hand- lingen for aarsagsfri, kan undgåa at blive ramt af den samme Vanskelighed, saa fremt denne i det hele er til Stede. Indi- videt vil jo da med Rette sige: »Kun en Tusindedel af min Handling kan jeg gøre for, da kun saa meget af den er aarsags- frit. Hvorfor drages jeg da til Ansvar for hele Handlingen? Jeg har ikke begaaet noget Mord, men kun Tusindedelen af et Mord'« Hin beskedne Determinisme hindrer sig netop ved sin Beskedenhed i at opnaa hvad den vil opnaa, og den prøver paa den umulige Ting at faa en centnertung Vægt til at hænge i et Spindelvæv. Dersom Ansvaret virkelig staar og falder med Aarsagsfriheden, saa maa vi antage, at den handlende lige saa godt kunde have undladt hele Villiesakten, hele Handlingen. Den Art Beskedenhed indtræder i Teoriernes Historie gerne paa det Punkt, hvor deres Livskraft og Selvtillid er for- svunden, og hvor man allerede har faaet Fjenden ind i sin egen Lejr uden at være sig det bevidst. De gamle Paastande holde sig da en Tid endnu, lige som rudimentære Organer; men det er en Illusion, naar man mener, at de virkelig udøve nogen Funktion. f. Ordene Ansvar, Skyld og Tilregnelighed ere, som saa mange andre etiske Udtryk, overførte fra det juridiske til det etiske Omraade, eller rettere, skrive sig fra en Tid, da Forskellen mellem disse to Omraader endnu ikke ret gjorde sig gældende. At jeg drages til Ansvar eller betragtes som til- regnelig for en Handling, vil sige, at jeg staar som den, hvem Løn eller Straf for Handlingen tildeles. Hvorfor Handlingen belønnes eller straffes, er et Spørgsmaal for sig. Det er, som *) Kroman: Vor Naturerkendelse p. 246.