Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

72 V. Villiens Frihed. allerede vist (IV, 4), aldeles ikke selvindlysende, at en Hand- ling skal belønnes eller straffes. Men selv om vi gaa ind paa Gengældelsesteorien og betragte det som selvindlysende, er det aldeles ikke nødvendigt, at den Villie, der drages til Ansvar, skal være absolut første Aarsag, begynde en Aarsagsrække absolut forfra. Gengældelsen fordrer kun, at der er nogen, man kan holde sig til, og det er der, naar Handlingens Ud- spring af en menneskelig Villie er konstateret. Det primitive Gengældelsesinstinkt gaar endda ikke saa langt tilbage; det tilfredsstilles, naar blot et Menneske af samme Familie eller Stamme som Gerningsmanden lider for Handlingen, og det fordrer Tilfredsstillelse, hvad enten der foreligger en virkelig villet Handling eller ikke. Forestillingen om individuel Skyld og individuel Tilregnelighed hai’ langsomt arbejdet sig frem. Men Fordringen om, at den individuelle Villie ingen Aarsag skal have, skriver sig fra en metafysisk Spekulation, som hverken det primitive Instinkt eller den etiske Skyldfølelse indlader sig paa. Hvorfor gaa vi da i vor etiske Skyldfølelse ikke længøre tilbage end til Villien? Hvorfor holder Etiken op her og overlader alt, hvad der gaar forud, til Psykologien? — Dette Spørgsmaal skal her søges besvaret fra et rent etisk Stand- punkt. Det juridiske Ansvar kan først behandles, naar vi i Læren om Staten komme ind paa Begrundelsen af Statens Straff e my n digh e d. Etisk set betyder Følelsen af Skyld, Ansvar eller Til- regnelighed, at jeg føler min Handling underlagt Samvittig- hedens Dom. Den indre Sanktion (IV, 4) træder i Kraft. Forudsætningen herfor er, at jeg er mig bevidst virkelig at have villet Handlingen. Jeg tilregner mig den, fordi den ikke er mig noget fremmed, men uden min Beslutning ikke vilde være i Verden. Jeg har Skylden, fordi jeg har villet. Naar jeg nu fornemmer Modstriden mellem den Villiesakt, jeg ved- kender mig, og det, som jeg erkender for det rette, opstaar Angerfølelsen, en Følelse af indre Disharmoni, Uværdighed og Selvforagt, der kan stige til den højeste aandelige Smerte. Den opstaar som en Kontrastfølelse, fremkaldt ved Modsæt- ningen mellem min virkelige Villen og min Anerkendelse af