Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

74 V. Villiens Frihed. den. — En mere indgaaende Kritik af Gengældelseslæren, end der indeholdes i de allerede fremførte Bemærkninger, vil der blive en bedre Lejlighed til ved Undersøgelsen af Statens Straffe- myndighed. Her vil jeg indskrænke mig til et enkelt Punkt, som har særlig Interesse i denne Sammenhæng. — I Følge Gengældelseslæren maatte Angeren være stærkest hos den, der har øvet den største Forbrydelse. Men det er den faktisk ikke, og dette finder sin psykologiske Forklaring deri, at Angeren beror paa et Kontrastforhold mellem Idealet og den virkelige Villen, et Kontrastforhold, der naturligvis ikke kan blive til, uden hvor Forestillingen om Idealet er levende. Jo mere levende og udviklet denne Forestilling er, des flei’e Handlinger ville blive betragtede i dens Lys, og des skarpere ville de blive bedømte. Derfor er Angerfølelsen ofte stærkest hos de reneste og bedste Karakterer. Der er en psykologisk Sandhed i Fortællingen om Dronning Dagmar, som ikke fik Ro i Døden, fordi hun havde snørt sine Ærmer en Søndag. Mod en snehvid Baggrund ses Pletter, der ellers ikke vilde mærkes. Angeren opstaar først, naar der er vakt et andet Sindelag end det, der raadede i den forkastelige Handlings Øjeblik. Men det nye Sindelag kan kun fortrænge det gamle efter en Kamp. Det tager stedse Tid, inden en ny Følelse, naar den skal være mere end en opblussende Affekt, vinder Magt i Sindet, og det tager Tid, inden en hidtil raadende Følelse helt kan fortrænges. Der vil da nødvendigvis komme en Over- gangstid, i hvilken de begge samtidig røre sig i Bevidstheden. Det er den nye Karakters Fødselsveer, som maa gaas igennem. Kun i den udtrykkelige Bevidsthed om den tidligere Til- stands Beskaffenhed har man Tegnet paa, at man er ude over den. Den, der ikke kan taale at tænke paa sin. tidligere Adfærd, — den, der ikke kan gennemgaa Selverkendelsens Skærsild, — er endnu hildet i sin Fortid, lige som den sinds- syge ikke er fuldt helbredet, naar han ikke vil indrømme, at han har været sindssyg. Der er naturligvis her kun Tale om den Dom, den Enkelte holder i sit eget Indre; det er ikke sagt, at nogen anden har Ret til at gøre hans Regnskab op for ham. — Hvor Grænsen ligger mellem den nødvendige Selverkendelse og den sygelige Rugen over hvad der ikke kan