Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

V. Villiens Frihed. 75 være anderledes, hører til de aller vanskeligste Spørgsmaal i Livet; ingen almindelig Formel kan belære os derom. Melan- kolske Naturer komme let — i Kraft af Følelsens Expansion*) — til at anse sig for mere skyldige end de ere. Derved lammes Virksomheden, og Driften til Fremgang kues**). Ti den etiske Betydning af den indtrængende Bevidsthed om Handlingens Forkastelighed, som Angerens Smerte dels forudsætter dels vækker, er den at virke ansporende og fremad- drivende. Der fremkaldes en Opmærksomhed for Ting, man foi'hen gik blind og haard forbi. Der rejser sig en Drift efter at naa et højere Stade, en Higen, som naturlig udspringer af den pinlige Modsigelse, som føles. Kun ved at være Motiv er Angeren af etisk Natur. Den er Middel for fremtidig Ud- vikling. Etiken ser fremad, ikke tilbage, eller rettere, den ser kun tilbage for saa meget des bedi’e at kunne se fremad. — I Ønsket om at have handlet anderledes og Smerten ved ikke at have gjort det anerkender man maaske noget, som i sin Tid gjorde sig gældende under Overvejelsen, men den Gang ikke kunde faa Magt. Vi se her den store Betydning af den indre Debat før Beslutningen. Selv om de Drifter og Tilskyndelser, der havde Retten paa deres Side, maatte bukke under, har denne Kamp dog maaske ikke været forgæves. De have vundet ved Kampen. De stige op igen, naar Sindet er blevet roligere, og ved Kontrasten kunne de nu maaske opnaa den Magt, de forhen manglede. g. Dersom Aarsagsloven ikke gjaldt paa det aandelige Omraacle, vilde den etiske Stræben være liaabløs. Kun hvor der hersker Lovmæssighed, kan min Villie gribe saaledes ind, at der udrettes noget. At vi kunne gribe ind i den ydre Natur og faa den til at adlyde vore Formaal, muliggøres ved, *) Psykologi p. 351. **) Der ligger ofte en egoistisk Sentimentalitet i den rugende Anger og den smaalige Selvanklage Goethe fortæller (i en af sine Samtaler med .Eckermann) om en lille Dreng, der ikke kunde beroliges over en lille Fejl, han havde b'jgaaet. «Det var mig«, siger Goethe, »ukært at bemærke dette; ti det vidner om en alt for øm Samvittighed, der vurderer det egne Selv saa højt, at det ikke vil tilgive det noget. En saadan Samvittighed fremkalder hypokondre Mennesker, naar den ikke opvejes af en stor Virksomhed«.