Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

76 V. Villiens Frihed at vi kende Naturens Love og vide, hvilke Betingelser vi maa skaffe til Veje for at opnaa, hvad vi ville. Paa lignende Maade ere vi stillede over for den menneskelige Natur. Kun hvis der hersker Lovmæssighed, kunne vi ændre den paa de Punkter, hvor den strider mod vore Idealer. Hvad det gælder om, er at skaffe Motiver af den rette Art og Styrke, og dette maa ske i Kraft af de psykologiske Naturlove. Men hvad vilde al mulig Anstrengelse nytte, dersom et og samme Motiv under samme Forhold snart efterfulgtes af én Beslutning, snart af en ganske anden? Hvad der ingen Aarsag har, kan jeg ikke forberede; over for det staar jeg som over for det tilfældige og lunefulde. Min fremtidige Villen raader jeg kun for, dersom der er et Aarsagsforhold mellem min nuværende og min fremtidige Villen. Da kan det, som jeg nu saar som en svag Begyndelse, voxe til en kraftig Plante. Vi forstaa nu, hvorfor Ansvaret ikke gaar længere tilbage i Aarsagsrækken end til Villien. Det er, fordi det er den, det gælder at forandre. Hvad der ligger forud for ViUiesakten, interesserer os etisk set kun, for saa vidt det har Indflydelse paa Villien. Kun indirekte drages vi derfor til Ansvar for vore Tanker og Følelser, nemlig for saa vidt de ere villies- bestemmende Kræfter. Hvor meget der her skal drages ind, vil naturligvis være meget forskelligt i de forskellige Tilfælde. Af intet kommer intet. Denne Sætning maa Etiken for sin egen Skyld lade gælde. Det kommer an paa at vække og nære Ønsker og Drifter af rette Art hos sig selv og andre. Hvor langt den Enkelte i det enkelte Tilfælde kan naa, derom kan kun Erfaring og Forsøg overbevise ham. h. Endnu bør med nogle faa Ord den underlige Paastand belyses, at Deterministen konsekvent maa staa som blot Til- skuer ved Livet, baade ved sit eget og andres Liv. Som om man ikke kan føle Glæde eller Sorg ved Livet og Lyst til at gribe ind i det, fordi man antager, at det underligger bestemte Love! Dersom mit Ansvar slet ikke giver mig Tid til at tænke, kan jeg naturligvis ikke være Determinist. Men saa kan jeg heller ikke være Indeterminist. Ti det bliver man ogsaa kun ved at tænke. Indeterminismen er lige saa vel en Teori som Determinismen, og der er dem, for hvem det kræver den største intellektuelle Anstrengelse at sætte sig ind i, hvad