Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

78 VI. Det etiske Onde I de simpleste Tilfælde virker her Trægheden, Mod- standen mod at forandre Tilstand*). Det enkelte Øjeblik fordrer at gennemleves uden Hensyn til de andre Øjeblikke, det enkelte Individ vil ikke lade sig rive ud af sine egne Interessers Kreds for at lade sig bestemme af Hensynet til andre. En saadan Modstand kan øves ubevidst. Den kan være berettiget, for saa vidt som det er en Betingelse for Udviklingen af den egentlige Villen, at et Indtryk ikke strax besvares med Handling. I den Modstand, hvorved Indtrykket hindres i øjeblikkelig at udløse Bevægelse, ligger altsaa Spiren, baade til det etiske og til det uetiske Villiesliv. — Jo klarere Bevidstheden bliver, des mere antager Trægheden Karakteren af Trods. Bevidstheden om det rette kan maaske endog ved Kontrastvirkning forøge Modstanden. Det er et saadant Til- fælde, Paulus beskriver i Romerbrevet (Kap. 7): »Da Buddet kom, levede Synden op«. Eller den ved Bevidstheden om det rette vakte Splid og Dobbelthed i Sindet kan føles som noget saa pinligt, at man for enhver Pris vil belri sig for den. Der vækkes da ikke Anger, men man søger at fordunkle eller med sofistiske Ræsonnementer at fortrænge**) den vakte etiske Bevidsthed, som forstyrrer den tidligere simple Tilstand, hvor der endnu ikke var nogen Forskel mellem Ideal og Virkelighed. Det er herved af indgribende Betydning, at Forestillingerne udvikle sig hurtigere end Følelserne. Saa længe en Fore- stilling ikke har faste Tilknytningspunkter i Følelseslivet, vil den ikke, trods al dens ideale Gyldighed, kunne øve nogen praktisk Indflydelse***)- Der naturligvis gives en hel Række Mellemstadier, hvor Forestillingen om det rette vel optræder i Bevidstheden, men endnu ikke kan gøre sig gældende med behørigt Fynd. Paa disse Mellemstadier finde de etiske *) Smlgn. J. G. Fichtes mesterlige Fremstilling (Sittenlehre. Jena und Leipzig 1798. p. 26’2 ff.). — Allerede Spinoza for- klarede Synden som aandelig Afmagt (mentis impotentia) (Tract, polit. II, 20) og lagde Sætningen om ethvert Væsens Hang til at blive i sin Tilstand til Grund for sin Fremstilling af den etiske Udviklingsgang fra lavere til højere Former (Eth. III, 6). **) Smlgn. Psykologi p. 274 f. 347 f. 379. ***) Psykologi p. 273 f. 329. 347 f.