Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

97 Forandringer, som have betaget det en stor Deel af detS Ska- delighed. Da Laugstvangen, som forhen omtalt*), er det egenlligen Charakteristiske ved Laugsvoesenet, synes det passende, for nt tydcliggjore dette, et Dieblik at dvoele ved hvori samme da efter Laugsindretningens nælvoerende, tidligere omtalte, Beskaffen- hed egentlig for Dieblikket bestaaer. Laugstvangen er deels rct- tet mod Publikum i det Hele taget, deels mod Laugets egne Medlemmer i Særdeleshed. Hvad Publikum angaaer, da underkaster Laugsindretningen ethvert Individ af samme den Tvang, at han maa indtrcede i Lauget, naar han enten som selv- stændig Arbeidende eller som Medhjelper hos en Anden vil udø- ve dets Næring, hvorved Publikum da atter indirecte tvinges til ikke at tilfredsstille sine Fornødenheder hos Andre end Lau- gets Medlemmer. Det Trykkende ved denne Tvang maa na- turligviis bedsmmes ester Betingelserne for at blive optaget i Lauget, thi jo ubetydeligere disse ere, jo mindre følelig er Tvangen; men af Betingelser for at blive optaget i Laugene, som ere særegne for disse og ikke udfordres som alminde- lige Betingelser for Næringsdrift, gives for Dieblikket, (naar Man undtager de fem Handelslaug), kun den, at Vedkommen- de skal have gjort Svendestykke og Mesterstykke og betalt Om- kostningerne ved Indskrivelsen i Lauget; thi Loereaar, Svende- aar, Vandring rc. rc. har som forommeldt Ingen nodig at un- deekaste sig, naar han ikke vil; og Forpligtelsen til at giøre Me- sterslykke kan ikke engang her ansees som nogen ret egentlig særegen Betingelse, da der efter den bestaaende Lovgivning og- saa fordres Udarbeidelse af et Prsvestykke, som kan godtgjore Vedkommendes Duelighed, af dem, der ville drive Haandterin- ger, paa hvilke der ikke er Laug; saa at Man næsten kunde sige at de omhandlede soeregne Betingelser kun bestaae i at den Paa- !) Jfr. S. 10. 7