Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

Artiklers Begyndelse hedder det paa samme Maade: Ingen maae sig af .... Handelen ernære eller nogen Krambod med . .. . hvide, fsrend han haver taget sit Borgerstab og er i . . . . - Lauget indskreven." Det sees alcsaa at Laugstvangen her lige- som andetsteds er rettet directe mod de uberettigede Arbeidere, og kun indirect- mod Publikum, saa at kun Fuskeren, men ikke ben, som betjener sig af hans Arbeide, herfor kan straffes * *). Hvad Haandværksarbeide der henhorer til hver Profession, er ligesom Grændserne for Handelslaugenes Handelsberettigelse bestemt i Laugsartiklerne, og med hvilken Strenghed disse Grænd- sec og Laugsmesternes Eneret til at forfærdige alt det til deres Profession henhorende Arbeide overholdes, er da bekjendt nok fra de mange smaalige Laugssager, som i de senere Aar have været forte ved Domstolene. Imidlertid gaaer det omhandlede Monopol dog kun ud paa at forfærdige Haandværkets Arbeide for Andre; thi til eget Brug kan enhver i Reglen forfærdige hvad han vil. Med Laugsmesternes Eneret til at forfærdige Professionens Arbeide er forbundet Ret til at falholde de af dem forfærdigede Rbdlr., 2oen Gang 30 til 60 Rbdlr., o. s. fr. for Hvert Gsen- tagelsestilfælde Dobbelt. *) Ved Pl. 4re Septbr. 1741, 11te Jan. 1745, 28de Juli 1746 og Reflr. 13de Juni 1739 og 5te April 1749 er i specielle Tilfælde Tvangen undtagelsesviiS stilet directe moo Publikum. — Den Svend, der tager Arbeide hos en Fufler, straffes efter Laugsved- tægterne med ikke mere at maatte faae Arbeide hos nogen Laugsmester for han har afsonet sin Brede, og de kjobenhavnfle Bødkeres Artikler af 2ven Mai 1678 §. 18 bestemme endog ud- trykkelig, at en saadan Svend „maa ingen af Laugsmesterne an- tage eller efter at det er bleven bekjendt beholde i Tjeneste, med mindre han stiller Laug t tilfreds." 4'