Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

(i.'j ucimeligere af de mange slige, fem Laugsvorsenet andensteds har fremkaldt; deels overholdes de i Almindelighed ikke længere. En Undtagelse fra Reglen, at Enhver der stal kunne drive et Haandværk paa el Sled, hvor der er Laug paa samme, forst maa være optagen som Medlem as dette, finder Sted med Hen- syn til de saakaldte Frimestere * *). Disse adstille sig med Hen- Bodker Materialier maae Mestcrne ikke underhandle hinanden, og ingen Bodkermester maa arbeide for en Kjobmand, der flylver en Laugsbrodcr Penge. Toimagermestcrne maae efter §. 31 i deres Laugsartikler under Mulkt ikke give storre Arbeidslon til Svendene end de have aftalt. Naar Skibsladninger af Ege- el- ler Birkebark uden at være sorflrevne ankomme, da maa ingen Garver kiobe deraf, men Oldermanden stal forst underrettes derom og anmelde det for alle Laugsmeftcrne, for at enhver svin det forlanger efter Proportion kan faae en Deel deraf; og paa samme Maade maa ingen Mester falde den anden inden eller uden Byen i Kjobet med Bark, som fra Landet i smaae Partier indkommer, eller med raae Huder og Skind enten i store eller smaae Partier. Forbud mod at tildrage sig en Andens Svende, og mod at tilvende sig Arbeide, som en Anden er ved at faae Bestilling paa, ere meget almindelige i Laugsartikleruc. At tilvende sig andres Kunder, det være sig ved at give Tilgift, eller ved at holde Omløbere, som sælge Barene i Husene, er Brcende- viinsbrcenderne, Urtekræmmerne og Tobaksspinderne forbudet. *) Oprindelsen til Indretningen med Frimestere har nok været at Laugene selv gav enkelte Svende Tilladelse til med egne Hæn- der at arbeire som Mester, hvilket de godt kunde giere, da Jndgreb i Laugenes Rettighed ikke paatales uden naar Lau- gene selv klage derover. Senere tiltog Dvrigheden sig Net til at meddele stige Bevillinger uden Laugenes Samtykke. JDam mark indførtes Frimesterne ved Neflpt. 23oe Octbr. 1713, som . tillod at der ved hvert Lang maatte ansættes een eller to Fri- mestere, der maatte holde een Svend, men ikke oplære nogen Dreng. Om den betydelige Udvidelse denne Indretning erholdt ved Frdg. 21de Marts 1800, og om den betydelige Indskrænk- ning den har lidt vev den senere Lovgivning, see S. 39 og 41. 5