Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

af hvad der bliver tilbage sig reducere til fire Forsvarsgrunde for Laugsvæsenet, hvilke vi nu her lidt notere ville betragte. A) Man an forer til Fordeel for Laugsvcesenet, at de sikkrer dets Medlemmer en passende Erhverv. Dette er imidlertid ikke Tilfældet, og kan efter den nu bestaaende Tingenes Orden heller ikke være det. Naar Man virkeligcn ved Laugsindretningen skulde kunne sorge for at alle Laugsme- srere havde den for en agtbar Borger passende Indtægt, da maatte Man forst udfinde hvor store en agtbar Borgerfamilies Fornødenheder ere; hvor stort et Qvantum Produkter Publikum havde nodig i et vist Tidsrum; hvormange Arbeidere der ud- fordres for at forarbeide dette Qvantum i en given Tid; hvor ftor Arbcidslon en Svend burde have; og dernæst maatte Man bestemme hvormange Svende enhver Mester maatte holde; for- byde Brugen af Maffiner; forhindre al Indførsel og endeligen fastsætte Produkternes Priis ved en Taxt, under hvilken ingen maatte sælge samme. Kun ved disse Tvangsmidler vilde Man tilstroekkeligen kunne naae sit Diemed. I Middelalderen, da Laugenc selv kunde give Love, tog Man virkelkgen ogsaa lignende Forholdsregler paa mange Steder og ved mange Laug. Man afskaffede Laugene eller vanskeliggjorde i hoi Grad Adgangen til samme ved forskjellige Bestemmelser; (saasom ved at udelukke en Mængde fra Adgang; ved at fastsætte lang Lære-, Svende- og Vandretid; ved Bestemmelserne om „Muthen"; ved at ind, skrænke Mesterne i deres Ret til at holde Drenge; ved at fast- sætte urimelige Bestemmelser med Hensyn til Mesterstykket; ved kun at optage dem i Lauget, der giftede sig med en Mesters Datter eller Enke o. dl,); Man fastsatte noiagtigen hvad Arbeide der horte til hver enkelt Profession, og tog strenge Bestemmelser med Hensyn til de saakaldte Fuskere; Man forbod al Haand- voerksdrift paa Landet og al Indførsel, selv fra andre Klobstæder;