Om Laugsvæsen og Næringsfrihed
med specielt hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning

8« kunde finde Sted paa dr ovrige Statsborgeres Beksstning er aabenbart, og hvad var der da vundet? Og hvad storre Beret- tigclse har en Laugsmester til at fordre anden Sikkerhed for sin Næringsstand end den hans Duelighed og Flid giver ham, end Landmanden eller hvilkensomhelst anden af Statens Borgere, med Hensyn til hvilke Man jo aldrig horer en saadan urime- lig Fordring fremsættes. At der i Laugsmesternes Hoveder kan spoge besynderlige Forestillinger om at det Offentlige er pligtigt til at sorge for at de have den tilbørlige Næring; at de- res Fordeel bor foretrækkes for det Almindeliges og at Publikum er til for Laugenes Skyld og ikke omvendt *), er besynderligt nok i en Tidsalder, der er saa oplyst som den nærværende; men naar der i selve Lovgivningen for dette Aarhundrede findes flere Bestemmelser og Udtryk, der synes hos Regjerin- gen at forudsætte Anerkjendelsen af en den paahvilende For- pligtelse til at sorge for Laugsmesternes og Kjobstadborgernes Næringsstand, da ledes man uvilkaarligen til at tænke paa hiin Statsminister, som fraraadede Stavnsbaandets Losning fordi han ansaae Folket for et Barn, som Man maa fede og klæde og vel passe paa, for at det ikke ffal falde og komme til Skade. B) Man har ligeledes anført at Laugsvcesenet ved dets Bestemmelser angaaende Lære- og Svendeaar og Vandring bi- *) For at tage et Erempel paa samme ville vi nævne Knapmager- nes Andragende til den oftere omtalte Commission om at det maatte blive Folk forbudet at gaae med blanke Knapper og Klæ- desknapper, eller at det i alt Fald maatte forbydes Skrædderne at overtrække Knappeformer med Klæde, og dette Arbeide over- lades til Knapmagerne; og Urtekræmmernes Ansogning i Aaret 1828 om at Drengene for Fremtiden maatte tilpligtes at flaae 7 Aar i Lære istedetfor som ved Frdg. 23de April 1817 befalet i 5'Aar, og at Svendeaarene maatte forandres til 5 Aar, ifle- retfor den nu befalede Tid af 3 Aar.