Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

Marskdannelse 105 formede Ekskrementdynger, som det fremgaar af Fig. 11 efter et Foto- grafi velvilligst meddelt af Prof. E. Warming. I Sandorme-Vaderne lever foruden Sandormene forskellige Skaldyr navnlig Hjertemusling Cardium edule og Tallerkenskæl Tellina baltica m. fl. Disse Dyrs døde Skaller skyller ofte sammen i tusindvis og dan- ner Skalbanker af ikke helt ringe Udstrækning. De henfaldende og søn- dermale.de Kalkskaller bidrager noget til at frugtbargøre Vaderne. Paa Strækninger, hvor der er lidt mere Læ end paa Sandorme-Vaderne, op- træder andre Dyreformer navnlig det lille Krebsdyr Corophium. Deres Betydning for Marskdannelsen er allerede fremhævet af E. R. Grove (1857), og senere hen er deres Liv og Virksomhed ved Marskdannelsen nærmere undersøgt af flere navnlig af Th. Mortensen-1*) og C. Wesenberg- Lund™). Som angivet paa Kaartet Fig. 10, findes der ved Fanø ikke saa ringe Strækninger af Corophium-Vader, men i endnu langt mere ud- præget Grad er denne Jordbundsform udviklet i Ringkøbingfjord og er derfra beskrevet af Th. Mortensen. Paa Østsiden af Tipperne findes de store Vader Værnsande, hvor der ved Højvande kan staa op til 2/s M. Vand, men som i Almindelighed ligger omtrent tørre. Bunden bestaar af grovt Sand, dækket med et knap centimetertykt Lag af rød- brunt Dynd. I og paa Dyndet trives et rigt dyrisk Liv af Krabber, Hesterejer, Orme, Smaakrebs, den lille Snegleart Hydrobia ulvæ, for- skellige Arter Smaafisk og Unger af større. Det egentlige Karakterdyr er dog Slikkrebsen Corophium grossipes. Af disse Dyrs Færden har deres Biograf Th. Mortensen givet følgende Beskrivelse: „Graver man et Sted, hvor Bunden er tør, en lille Klump op, ser man, at den er aldeles fuld af smaa, omtrent en Tomme dybe Rør, der er bøjede som et U. I hvert Rør sidder et lille, c. Vi—Va" langt Krebs- dyr, som især udmærker sig ved sit enormt udviklede andet Par Føle- horn (Antenner). Det er Corophium grossipes. Rørene sidder ganske tæt sammen, saa tæt, at det næsten er umuligt at finde en lille Plads, hvor der ingen Rør er. Indvendig er de ganske glatte; begge Mundingerne er lukkede af det omtalte rødbrune Dynd, som dækker hele Bunden. Betragter man Bunden nøjere paa Steder, hvor der er ganske lidt Vand over, ser man hist og her en lille Klump Dynd blive løftet lidt op; et Par Corophium-Antenner stikker frem, og snart kommer Dyret op med hele Forkroppen, føler omkring med Antennerne, griber en lille Klump Dynd med dem, trækker sig hurtigt tilbage i sit Rør dermed og lader Dyndet lukke Hullet igen. Der sidder den saa nede i Røret og fortærer, hvad den bragte med ned. (Formodentlig er det især Infusions- dyrene i Dyndet, der udgør de ernærende Dele deri.) Har den fortæret det, kommer den frem igen for at søge sig en ny Klump Dynd — hvis