Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

■UB^HMHKHHHMMBHHHBBHHSH^HnMBSHHBBBBaHBBSHS&^^^B^^H 106 Jordbunden den faar Lov at være i Fred og Ro saalænge. Ovenpaa Dyndet ser man en Del Corophium kravle om; hvert Øjeblik borer en saadan husvild Corophium sine lange Følehorn ned i Dyndet for at undersøge, om der ikke skulde være et Hul, den kunde komme ned i — det vilde jo være nemmere end selv at grave et nyt. Der behøves heller ikke lang Søgen, før den finder et Hul, og øjeblikkelig kryber den ned i det. Er den nu saa uheldig at komme ned i den Ende af Røret, hvor Ejermanden sid- der, bliver der naturligvis en hæftig Kamp mellem dem inde i Røret, og kort efter ser man Røveren komme i en Fart baglænds op. Ufortrødent søger den videre, og er vel tilsidst saa heldig at komme ned i den tomme Ende af et Rør, saa den kan anfalde Ejermanden i Ryggen — saa maa denne fortrække, overlade Røveren sit Hus, og selv gaa paa Rov efter et nyt. Saaledes gaar det i en fortsat „Bytten Gaarde“. De, der maa kravle om paa Overfladen, er naturligvis mest udsatte for at blive spist af Fuglene, saa det er ikke til at undres over, at de gerne hurtigst muligt vil have sig et Rør at skjule sig i. Hvor Vandet nylig er sunket, saa Dyndet endnu er vaadt og blødt, ser man en Mængde uregelmæssige Spor; det er Corophium, der frem- bringer dem, naar den kravler afsted, idet den lige som hager sig frem med sine Antenner. Dermed skal det ikke være sagt, at den ikke ogsaa benytter Benene. Man gør sig vanskelig noget Begreb om, i hvilke Masser dette lille Krebsdyr lever her. De afkastede Hude af den ligger i hele Bunker, skyllede sammen i smaa lune Kroge. Hele Bunden er som gennem- vævet med Corophium-Rør. Det er indlysende, at dette Dyr maa spille en stor Rolle i Stedets Økonomi Ved at fastbinde Slikpartiklerne, ved de døde Rester af Dyrene og ved den uhyre Masse Ekskrementer, Dyrene efterlader i inderlig Blan- ding med Jordbundens uorganiske Dele, udretter Slikkrebsene et over- ordentlig stort frugtbargørende Arbejde paa Corophium-Vaderne, der derved forhøjes og forberedes til at modtage en Vegetation, der fuldfører det næste Trin i Marskdannelsen. Dette Udviklingstrin findes i et Bælte indenfor Vaderne og er, som E. Warming har vist, karakteriseret ved den massevise Forekomst af Sandalger. Strækningerne, som huser denne Flora, kan derfor benævnes: Sandalgernes Bælte. Ved Beskri- velsen heraf kan vi atter henholde os til E. Warming’s Undersøgelser. I „Dansk Plantevækst'' (I,-Strandvegetationen, 1906, S. 134) skrives herom: „Fra Havbunden og Vaderne med deres Sandorme og Slikkrebs stiger vi umærkeligt til et lidt højere Niveau, til det Bælte af Stranden, der i længere Tid ligger over Vandet, men meget ofte, i alt Fald ved Springfloder eller andet Højvande, overskylles af dette, og paa hvilket