Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

124 Planterne og Jordbunden et første Trin ved Salpeterdannelsen, skulde kunne danne Salpetersyre. Men for den Tids Kemikere var Omdannelsen af en saa kraftig Base som Ammoniak til en saa stærk Syre som Salpetersyre dog en for stærk Modsigelse, saa at han derfor halvt modvillig slaar sig til Taals med at antage, at Salpetersyren maa dannes ved Luftens Indvirkning ved en Art Fortætning af den i Luften værende Acidum vagum (tildels förstaas herved Luftens Kulsyre). Men først og sidst slaar Home til Lyd for det nøjagtigt udførte Forsøg og fremhæver, hvor vigtigt det er at: „The narrator, on his part, should deliver the experiment in the plai- nest an most distinet manner and separate the facts from his reasonings“. *) Man ser, hvor grundforskellig Home’s nøgterne rent naturvidenskabelige Frem- gangsmaader er fra den paafølgende Tids ovenomtalte fantastiske Spekulationer. Mod Thaer’s Forfægten af Humus som Planternes eneste Næring stod altsaa Home’s længe forud udførte Forsøg, der viste, at Kali, Kalk, Magnesia (Epsom-Salt: Magniumsulfat) og Salpeter var vigtige plante- nærende Stoffer, og der blev ogsaa snart nærmest fra geologisk Side gjort meget væsentlige Indvendinger gældende mod, at Humus over- hovedet kunde være nødvendigt for Planterne. Den franske Botaniker A. Th. Brogniart (1801 —1876), der ogsaa gav sig af med palæontologi- ske Undersøgelser (ikke at forveksle med Geologen A. Brogniart, s. I Bd. S. 13), henviste til, at Humus er opstaaet af Plantedele, og at Planterne, der optræder meget langt tilbage i de geologiske Formationer, maa have taget deres Kulstof fra rent uorganiske Kulstofforbindelser d. v. s. fra Kulsyren i Luften, og at det samme maa gælde Nutidens Planter, der er organiseret paa samme Maade som Fortidens.**) Men Thaer’s Humusteori blev dog endnu en Tid lang den herskende. Selv en saa fremragende Agrikulturkemiker som J. B. J. D. Boussingault (se S. 4 —14) sluttede sig ganske til den, og der maatte et saa voldsomt Kraftgeni som Justus v. Liebig til for atter at bringe Sagen op af Uføret, hvori den var kommet. Liebig udrettede selv og ved sine Hjælpere og Disciple et overordentlig stort Arbejde under Undersøgelser af alle mu- lige Emner hørende ind under Agrikulturkemien, men det er ikke egentlig heri, at hans Hovedbetydning ligger. Det er derimod ved de skarpt og klart som skingrende Trompetfanfarer affattede Sammenstillinger og Læresætninger om Planternes Ernæring og Agrikulturkemiens andre Opgaver. Det lader sig ikke gøre ved denne Lejlighed at gennemgas i det enkelte alle Liebigs betydelige Arbejder og omfattende videnskabelige *) Fortælleren (d. v. s. den der giver Meddelelse om Forsøget) burde berette om Forsøget paa den simpleste og tydeligste Maade og helt gøre Skel mellem Kendsgerningerne og hans egne Ræsonnementer. **) B. mente endog, at den tilsyneladende store Frodighed i Stenkulperio- dens Plantevækst skyldtes et langt større Kulsyreindhold i Luften den Gang i Sammenligning med den atmosfæriske Luft nutildags, en Anskuelse, som dog næppe er holdbar.