Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

J. v. Liebig 125 Forfattervirksomhed, men enkelte Træk kan fremhæves. Hans kemiske Undersøgelser drejede sig baade om uorganiske og organiske Stoffer, og han tilrettelagde en Metode — Elementæranalysen — til kvantitativ kemisk Undersøgelsé^af organiske Stoffer, som har gjort al Naturvidenskab ube- regnelig Nytte og endelig i væsentlig uforandret Form benyttes den Dag i Dag. For yderligere at klarlægge Liebigs Betydning kan vi næppe gøre bedre end benytte følgende, der fra anden Side er fremsat om ham: „Mod Slutningen af 1830’erne tog Liebigs Forskning efterhaanden en anden Retning, fordi han. da kastede sig over de store Problemer om Plantens og Dyrets Ernæring og om Stofvekselen i den levende Natur. 1840 udgav han sit Værk „Die Chemie in ihrer Anwendung auf Agricultur und Physiologie“ og 1842 „Die Thierchemie oder die orga- nische Chemie in ihrer Anwendung auf Physiologie und Pathologie“. Det første af disse Værker havde en overordentlig Betydning for Land- bruget og vakte et betydeligt Røre; i dansk Oversættelse udkom det 1846; Liebig fremsatte deri paa en klar og overskuelig Maade Læren om Planternes Ernæring; Grundsætningerne for det rationelle Agerbrug blev her udledede af plantefysiologiske Læresætninger. Det nævnte Værk oplevede mange Udgaver: 7. Udg. 2. Bd. udkom 1864 i dansk Oversættelse under Navnet „Agerbrugets Naturlove". Idet Liebig for- stod med Kritik og Klarhed at fremdrage de ældre og til Dels forglemte plantefysiologiske Undersøgelser, fik han stor Betydning for Plantefysio- logien; dertil føjede han ny og selvstændige Undersøgelser; paa Grund af sine betydelige kemiske Kundskaber og sin rige Kombinationsevne var han ogsaa i Stand til at samle tidligere spredte og usammenhæn- gende fysiologiske Iagttagelser til et Hele og til at fjerne en Mængde urimelige Opfattelser, som var fremkommet ved Fortidens Spekulation og Naturfilosofi" (efter O. T. Christensen). Som der ogsaa gøres opmærksom paa i ovenanførte Biografi kunde L. dog ogsaa gaa for vidt i sine Slutninger, „da han ofte gik Deduktio- nens i Stedet for Induktionens Vej; først en senere Tid maatte føre Be- viset for saadanne Sætningers Rigtighed eller Ugyldighed“. En af L. s væsentligste Fortjenester var, at han ganske bragte Humusteorien ud af Verden og i Stedet for fremdrog Beviserne for, at Planterne opbyg- gede deres Stof af Kulsyren fra den atmosfæriske Luft, af Vandet fra Jordbunden og af de „Askebestanddele*1, som Rødderne optager fra Jorden. Han var ganske vist fra Begyndelsen ikke klar paa Formen, hvorunder Planterne optog Kvælstoffet (som Ammoniumsalt eller som Nitrater), og havde heller ikke opfattet Planternes Aandedrætsvirksom- hed, men det kan dog siges, at hele den nyere Opfattelse af Planternes Ernæring i det væsentlige er i Overensstemmelse med de af Liebig