Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

144 Planterne og Jordbunden tynde, mere eller mindre udbredte Flader, fra hvilket Navnet „ bladagtig“ stammer. Naar Løvbladene overtage usædvanlige Arbejder i Ernæringslivet, f. Eks. hos de insektædende Planter, faa de ogsaa i Samklang hermed usædvanlige Former. For det andet spille Løvbladene en vigtig Rolle ved Fordampningen fra Planten; jo større, tyndere og mere tyndhudede de ere, desto lettere vil Vandet som Regel fordampe fra dem, d. e. desto lettere ville de visne. Der vil derfor altid være en nøje Sammenhæng mellem Beskaffenheden af en Plantes Løvblade og de Fordampningsforhold og den Adgang til Vandforsyning, der hersker paa dens naturlige Vokseplads, og naar mange Løvblade ikke have store og tynde Flader, men f. Eks. som Lyng- planternes og Naaletræernes ere smalle, linie- eller naaleformede eller skålformede, udtrykker denne Bygning, som nedstemmer Fordampnin- gen, at de ere tilpassede til at leve paa tørre eller fysiologisk tørre Steder. Men Bladene blive i Regelen desto talrigere, jo mindre de ere. Skyggeplanters Blade ere ofte store og tynde .... Kulsyreassimila- tioners Organer ere i Cellen Bladgrøntlegemerne respektive andre Kromatoforer. De Celler, der udmærker sig ved Rigdom paa Bladgrønt, kaldes Grønceller, og de Væv, der bestaa af disse, kaldes Grønvæv. Grønvævene ere da en væsentlig Bestanddel af alle ydre Organer, der ere Hovedsæde for Kulsyreassimilationen, nemlig Løvbladene og visse Stængler .... Grønvævene danne tynde Lag nær Plantedelenes Om- kreds, da Lyset kun saaledes kan paavirke dem tilstrækkeligt. De sæd- vanlige tynde Løvblade, for hvilke Kulsyreassimilationen er en vigtig Opgave, ere helt igennem bladgrøntholdige, naar Overhuden og Ner- verne undtages .... Ogsaa i andre Plantedele er der ofte Grønvæv, som overhovedet findes overalt, hvor der er Mulighed for Kulsyreassi- milation.“ Lysets Indvirkning paa Grønkornene i Grønvævet foraarsager, at Kulsyren og Vandet forbinder sig til organisk Stof under Iltudvikling, en Proces, der er endotermisk og kræver en meget betydelig Energi- tilførsel udefra. Hvad der egentlig foregaar mellem Lysstraalerne og Grønkornene kendes endnu ikke i Enkeltheder, men det er klart, at der herved sker en virkelig Absorption eller Tilbageholdelse af visse — væsentlig de røde — Straaler i det hvide Lys. Grønkornene har den Evne at kunne bremse Lysstraalerne paa deres Vej og derved omsætte den i dem værende Lysenergi til kemisk Energi. Dette viser sig ved, at de opstaaede Produkter — Stivelse, Cellulose osv. — har en me- get stor Forbrændingsvarme, medens Udgangsmaterialet Kulsyre og Vand er Stoffer, der ikke kan forbrænde, da de er fuldt iltede.