Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

Forfatter: K. Rørdam

År: 1910

Forlag: Nordisk Forlag

Sider: 231

UDK: 55 (48)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 254 Forrige Næste
24 Jordbunden stemme Haarrørsstigningen i en given Jordart, d. v. s. faa et Maal paa den Højde, hvortil Vandet kan stige paa Grund af Haarrørskraften, naar Jordlagets underste Partier er i Berøring med et Vandlag, men det er i Virkeligheden en meget vanskelig Opgave. Man har tidligere ved For- søg i Laboratoriet søgt at bestemme Haarrørsstigningen i forskellige Jordarter ved at anbringe de tørre Jordprøver i aabne Glasrør, hvis underste Ende var lukket med et Stykke Traadnæt eller lignende og anbragt i en Skaal med Vand. Efter nogen Tids Forløb maalte man, hvor højt Vandet var steget i Jordsøjlen, og søgte deraf at beregne Haarrørsstigningen. Saadanne Forsøg er dog temmelig værdiløse. De kan vel ved meget grovkornede Jordarter give enkelte almindelige Op- lysninger, saaledes om Afhængigheden mellem Kornstørrelsen og Stig- ningen, om Temperaturens Indflydelse — Haarrørsstigningen synker med stigende Temperatur — o. lg., men siger kun lidt om, hvorledes Forholdene vil være, naar Jordarten er lejret paa naturlig Maade. Haar- rørsstigningen i Jordarterne i Naturtilstanden er i Virkeligheden mange Gange større, end man tidligere ifølge Laboratorieforsøg kunde formode. For finkornede Jordarter er Haarrørsstigningen mange hundrede Meter stor, men det tager meget lang Tid for Vandet at bevæge sig i saadanne Jordlag, da Bevægelsen hæmmes af den store Gnidningsmodstand i de fine Hulrum. Ved saadanne finkornede Jordarter kan det derfor meget vel ske, at Haarrørsstigningen fra Grunden ikke kan holde Trit med Vandfordampningen fra Overfladen, saa at de tørrer ud og slaar Revner til en stor Dybde. Ved Haarrørsvirkningen trækkes der altsaa Vand fra Undergrunden op i Overgrunden helt op til Jordoverfladen, hvor det kan fordampe. Den tidligere omtalte amerikanske Jordbundsforsker E. Buckingham har i 1907 givet Beretning om en Del vel planlagte og meget nøjagtigt ud- førte Forsøg angaaende Jordarters Evne til at fordampe Vand under forskellige Omstændigheder8). Det viser sig herved, at Fordampningen væsentlig kun foregaar fra selve Jordoverfladen, og at den Vandmængde, der fordamper fra en given Overflade i en given Tid, er afhængig af Lufttemperaturen, som det var at vente, men tillige viser Buckinghams Undersøgelser, at Vandmængden, der fordamper, er i høj Grad afhængig af, om Luften over Jordoverfladen er stillestaaende eller i Bevægelse. Med en elektrisk drevet Ventilator frembragte B. „en mild Brise", der bevægede sig med en Hastighed af 3 eng. „miles" (c. 4,8 Km.) i Timen. Denne sagte Vind strøg hen over nogle af Jordprøverne Dag og Nat i nogle Forsøg omtrent V2 Aar igennem, medens andre Prøver var hen- sat i stille Luft under iøvrigt ganske samme Forhold, saaledes at det fordampede Vand stadig blev erstattet fra de nedre Lag ved Haarrørs-