Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære
Forfatter: K. Rørdam
År: 1910
Forlag: Nordisk Forlag
Sider: 231
UDK: 55 (48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
24
Jordbunden
stemme Haarrørsstigningen i en given Jordart, d. v. s. faa et Maal paa
den Højde, hvortil Vandet kan stige paa Grund af Haarrørskraften, naar
Jordlagets underste Partier er i Berøring med et Vandlag, men det er i
Virkeligheden en meget vanskelig Opgave. Man har tidligere ved For-
søg i Laboratoriet søgt at bestemme Haarrørsstigningen i forskellige
Jordarter ved at anbringe de tørre Jordprøver i aabne Glasrør, hvis
underste Ende var lukket med et Stykke Traadnæt eller lignende og
anbragt i en Skaal med Vand. Efter nogen Tids Forløb maalte man,
hvor højt Vandet var steget i Jordsøjlen, og søgte deraf at beregne
Haarrørsstigningen. Saadanne Forsøg er dog temmelig værdiløse. De
kan vel ved meget grovkornede Jordarter give enkelte almindelige Op-
lysninger, saaledes om Afhængigheden mellem Kornstørrelsen og Stig-
ningen, om Temperaturens Indflydelse — Haarrørsstigningen synker
med stigende Temperatur — o. lg., men siger kun lidt om, hvorledes
Forholdene vil være, naar Jordarten er lejret paa naturlig Maade. Haar-
rørsstigningen i Jordarterne i Naturtilstanden er i Virkeligheden mange
Gange større, end man tidligere ifølge Laboratorieforsøg kunde formode.
For finkornede Jordarter er Haarrørsstigningen mange hundrede Meter
stor, men det tager meget lang Tid for Vandet at bevæge sig i saadanne
Jordlag, da Bevægelsen hæmmes af den store Gnidningsmodstand i de
fine Hulrum. Ved saadanne finkornede Jordarter kan det derfor meget
vel ske, at Haarrørsstigningen fra Grunden ikke kan holde Trit med
Vandfordampningen fra Overfladen, saa at de tørrer ud og slaar Revner
til en stor Dybde.
Ved Haarrørsvirkningen trækkes der altsaa Vand fra Undergrunden
op i Overgrunden helt op til Jordoverfladen, hvor det kan fordampe.
Den tidligere omtalte amerikanske Jordbundsforsker E. Buckingham har
i 1907 givet Beretning om en Del vel planlagte og meget nøjagtigt ud-
førte Forsøg angaaende Jordarters Evne til at fordampe Vand under
forskellige Omstændigheder8). Det viser sig herved, at Fordampningen
væsentlig kun foregaar fra selve Jordoverfladen, og at den Vandmængde,
der fordamper fra en given Overflade i en given Tid, er afhængig af
Lufttemperaturen, som det var at vente, men tillige viser Buckinghams
Undersøgelser, at Vandmængden, der fordamper, er i høj Grad afhængig
af, om Luften over Jordoverfladen er stillestaaende eller i Bevægelse.
Med en elektrisk drevet Ventilator frembragte B. „en mild Brise", der
bevægede sig med en Hastighed af 3 eng. „miles" (c. 4,8 Km.) i Timen.
Denne sagte Vind strøg hen over nogle af Jordprøverne Dag og Nat i
nogle Forsøg omtrent V2 Aar igennem, medens andre Prøver var hen-
sat i stille Luft under iøvrigt ganske samme Forhold, saaledes at det
fordampede Vand stadig blev erstattet fra de nedre Lag ved Haarrørs-