Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

Jordvandet 41 Stoffer i denne Tid hurtig forraadner til Ammoniak og denne atter til Salpetersyre, men disse Virksomheder i den kolde Del af Aaret er meget hæmmende, saa at Salpetersyretab gennem Drænvand paa denne Aarstid kun er ringe. Brakjord lider det største Kvælstoftab, da Sal- peterdannelsen i Brakjorden foregaar meget livlig i den varme Aarstid, og der ingen Plantevækst findes, der kan udnytte Nitraterne, efterhaan- den som de frembringes. Man har fundet, at Kvælstoftabet ved Udvask- ningen af Brakjorden er lige saa stort som den Mængde Kvælstof, en god Kornafgrøde vilde berøve Jorden. De Jorder, der gødes rigelig med Staldgødning, giver mindre Drænvand og har et mindre Kvælstoftab end Jorder, der alene faar Kunstgødning. Staldgødningen omdannes til humusholdige Stoffer i Jordbunden, hvorved dennes vandholdende Evne forøges, samtidig med at den gennem Staldgødningen tilførte Kvælstof- mængde for en Del af Stoffernes Vedkommende ikke saa let omsættes og udvaskes som Kunstgødningens Ammoniumsalte eller Chilisalpeter. En god Jordbundsøkonomi maa i høj Grad være rettet paa at hindre Kvælstoftab fra Jordbunden saa meget som muligt, hvad der fortrinsvis opnaas ved Plantevæksten, da denne udnytter Salpetersyren, efterhaan- den som den dannes i Jordbunden. Ikke alle vore Kulturplanter kan i lige høj Grad hindre Salpetersyretabet ved Udvaskning. Græs og Rod- frugter staar paa Grund af deres længere Voksetid over Kornsorterne i saa Henseende. For at Kulturplanterne fuldt ud kan udnytte et enkelt Plantenæringsstof som Salpetersyren, kræves der dog, at der i Jord- bunden skal være tilsvarende store Mængder af de andre Plantenærings- stoffer (navnlig Kali, Fosforsyre og Kalk) i let tilgængelig Form. Drænvands Indhold af Svovlsyre og Saltsyre er størst efter An- vendelse af Kaligødning af de almindelige Arter, der bestaar af Sulfater og Klorider. Svovlsyremængden forøges ogsaa efter Benyttelsen af Superfosfat, der indeholder megen Calciumsulfat. Plantevæksten virker ikke alene beskyttende mod Kvælstoftab, men Drænvand fra bevokset Mark er i det Hele taget ikke saa rigt paa de plantenærende Stoffer som fra Brakmark. I saa Henseende kan anføres en Række oplysende Undersøgelser af den østrigske Forsker J. Hana- mann fra 189918). Forsøgene blev udført ved at benytte „Alluvialjord“, der i Portioner paa 50 Kg. blev fordelt i forskellige Forsøgskar, der dels lodes uden Bevoksning (brak), dels besaaedes eller beplantedes med forskellige Agerbrugsplanter. Regnmængden, der faldt paa hver Forsøgskar i Forsøgstiden fra 1ste April til sidst i Oktober, udgjorde 30 Liter. Sammensætningen af det afløbne Drænvand og dettes Mængde er angivet i omstaaende Tabel (forkortet Uddrag). I det afløbne Vand fandtes: