Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære
Forfatter: K. Rørdam
År: 1910
Forlag: Nordisk Forlag
Sider: 231
UDK: 55 (48)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
64
Jordbunden
var gruset eller groft sandet og adskilte sig saaledes ret betydeligt fra
Mulden nærved Overfladen. For c. 3 Aar siden var der yderligere blevet
spredt Kulslagger (Kulaske) ud over denne Mark, men det var nu be-
gravet en Tomme under Overfladen. Der var ikke Slagger nok til at
danne et sammenhængende Lag, men man kunde tydelig se dem som
en Stribe bestaaende af sorte Pletter, parallel med og over den før
nævnte hvide Kalkstribe. Andre Kulslagger, som var blevet spredt over
Marken for V2 Aar siden, laa enten løse paa Overfladen eller var ind-
filtrede i Græsrødderne".
Darwin omtaler derefter flere lignende Forhold, hvor Lag af forskel-
lige Ting (brændt Ler, Kulslagger m. m.), der var blevet udstrøet paa
Jordoverfladen paa Græsmarker, i Løbet af nogle Aar var „sunket i
Jorden“ og blevet dækket med et mer eller mindre tykt Lag ensartet
finkornet Muld. D. fortsætter dernæst paa følgende Maade:
„Den Forklaring af de anførte Forhold, som Mr. Wedgwood var
den første, der kom i Tanker om, er uden al Tvivl rigtig, skønt den
synes lidet værd at lægge Mærke til ved den første Betragtning (it may
appear trivial at first), den gaar nemlig ud paa, at alt, hvad der foregaar,
skyldes den almindelige Regnorms Fordøjelsesvirksomhed. Ved omhygge-
lig Undersøgelse af Jordbunden mellem Græsstraaene i de ovenomtalte
Marker kunde jeg næppe nok finde en Strækning paa to Tommer i
Kvadrat, hvor der ikke fandtes en eller anden lille Dynge af de omtalte
cylindriske Udtømmelser, der hidrører fra Regnorm. Det er velbekendt,
at Ormene, medens de graver sig Vej i Jorden, sluger Jordpartikler, som
de, efter at have optaget de Stoffer, der tjener dem til Næring, atter ud-
kaster ved Indgangen til deres Huller som smaa indvoldformede Dynger.
Disse bevarer delvis deres Form, indtil Regn og Tø om Vinteren spreder
Bestanddelene jevnt ud overjordoverfladen. Da Ormene ikke er i Stand
til at sluge grovere Bestanddele, vil altsaa kun den finkornede Jord, som
ligger mellem den brændte Mergel mellem Kalkslaggerne eller Kalken,
langsomt blive flyttet op til Overfladen. Denne Antagelse beror ikke paa
nogen Indbildning, da jeg i Marken, hvor Kulslaggerne var blevet ud-
strøet for et halvt Aar siden, selv saa Ormeekskrementer dynget op over
de mindre Slaggestykker. Virksomheden er heller ikke saa ringe, som
man maaske ved et flygtigt Blik kunde tro. Enhver, der har gravet i en
Græsmark, maa være klar paa, at det meget store Antal Orm, der
findes, maa være i Stand til at udføre et stort Arbejde, selv om Resul-
tatet af den enkelte Orms Gerninger kun synes ringe. Det vil derfor
være vanskelig at benægte, at enhver Jordpartikel, der danner det umid-
delbare Underlag for Græstørven i gamle Græsmarker, har passeret en
Orms Fordøjelseskanal. Derfor vilde Dyremuld (animal mould) i visse