Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

66 Jordbunden Anslag, hurtig tilbage i deres Huller; de lod sig paavirke af de Svingnin- ger, som fra Instrumentet forplantede sig igennem Jorden i Urtepotterne, alt- saa ikke af Lydbølgerne i Luften, men kun af Svingningerne i de faste Legemer. Darwin kunde slaa paa Jorden, hvor der var mange Regnorme, uden at disse kom frem, men naar han gennemrodede Jorden noget under Regnormene, da kom de hurtig frem paa Overfladen. Hermed staar i Forbindelse, at man hyppig ser Regnormene komme frem paa Jordens Overflade, naar deres værste Fjende, Muldvarpen, skyder sine Skud. Hele Regnormens Legeme er meget følsomt for Berøring, ja selv et let Luftpust fra ens Mund bringer Ormen til hurtig at trække sig tilbage i sit Rør; for Berøringen af en anden Regnorm er den ikke øm- findtlig. Deres Lugtesans er efter flere Iagttagelser meget svag, men den synes dog ikke helt at mangle, thi man tror, at den herved kan opsøge stærkt lugtende Næ- ringsmidler. Regnormenes Smag synes derimod at være vel udviklet, thi de vrager en- kelte Bladstykker af en Plante fremfor en anden, ja Darwin anfører, at Regn- orme, der særlig ynder Kaalblade, er i Stand til at sondre imellem forskellige Varieteter heraf. Bladstykker med en skarp Smag, som f. Eks. Timian, lader de urørte. Regnormene sluger foruden Plantedele tillige en betydelig Mængde Jord og uddrager Næring af de organiske Stoffer, der findes i denne. De friske eller halvvisne Plantedele, som Ormene har til Hensigt at fortære, trækker de ned i deres Rør i en Dybde af 1 — 3 Tommer, og overgyder dem med en alkalisk For- døj elsesvædske, som de afsondrer. Denne Væske virker dræbende og affarvende paa de friske, grønne Plantedele, og efter 12 Timers Forløb har de antaget en brun Farve og er blevet skøre. Plantedelenes Stivelse opløses ved denne Væske, og Æggehvidestofferne paavirkes ligeledes. En Overgydelse med denne Væske har altsaa en Art Fordøjelse til Maal — udenfor Ormenes Tarmkanal. Darwin angiver, at dette er det eneste Tilfælde, der kendes, hvor der hos Dyrene fore gaav en Art Fordøjelse udenfor Tarmkanalen. Af Bladene, der trækkes ned i Rørene, fortærer Regnormene kun Bladkødet, de sejere Dele, Ribberne, lader de tilbage; de skeletterer kun Bladene. Regnormene borer sig et Hul eller Rør i Jorden, hvori de opholder sig om Dagen. Maaden, hvorpaa de udborer et saadant, er forskellig og retter sig efter Jordens Beskaffenhed. I den løse Jord borer Regnormene sig ned, d. v. s., de borer deres forreste, tynde Ende ned imellem de større Jordbestanddele, og ved nu at fortykke Forkroppen, presser den disse til Side og udvider paa den Maade Røret. Darwin iagttog, at en Regnorm i Løbet af 2—3 Min. borede sig ned i en løs Agerjord; i et andet Tilfælde, hvor Jorden i en Urtepotte var jævnt sammentrykket, varede det 15 Min., inden Regnormene havde boret sig ned imellem Pottens Væg og Jorden; i en leret, sammentrykket Jord varede det om- trent 40 Min. I disse Tilfælde slugte Regnormen ingen Jord. I en Urte- potte med fint, jernholdigt Sand, der var gjort fugtigt og stærkt sammen- trykket, varede det over 26 Timer, forinden en Regnorm fuldstændig