Dyrenes Liv: I Pattedyr

108 DYRENES LIV de fleste skjuler sig om Dagen i Klippehuler, af Ruinerne af forfaldne Bygninger, i mørke Hvælvinger eller under Tagværket. Deres Føde bestaar hovedsagelig af Insekter, men de er tillige Blodsugere og overfalder Fugle og Pattedyr. Skønt der i vore Dage foreligger mange Iagttagelser over Blodsugningen, hviler der dog endnu et gaadefuldt Slør over disse Dyrs Levevis. Sandsynligvis er alle Bladnæser Blodsugere, men kun under særlige Forhold, og derved forklares de forskelligt lydende Beretninger om deres Færd, som jo desuden kun vanskeligt kan iagttages. Vi finder det derfor hensigtsmæssigt at sammenstille nogle af de Rejsendes Iagttagelser uden at henføre disse til nogen bestemt Art. Saaledes fortæller Spanieren Azara følgende om Blodsugeren : »Undertiden bider den sig fast i Kammen paa Hovedet af Høns medens de sover, og suger Blod af dem. I Reglen dør de deraf. Den bider sig ogsaa fast paa Heste, Æsler, Muldyr og Hornkvæg, enten i Siden, paa Skulderen eller paa Halsen At den bider Mennesker, ved jeg af Erfaring; thi jeg er selv blevet bidt fire Gange i Tæerne, naar jeg sov under aaben Himmel. Saarene, som Dyret bibragte mig, uden at jeg mærkede det, var runde eller ovale, en Linie i Tværmaal, men af en saa ringe Dybde, at de næppe naaede helt igennem Huden; de var lette at kende paa de opsvulmede Rande. Heste og andre store Dyr tilføjer de dybere Saar, og Blodtabet er derfor hos disse noget større.« Til Azaras Iagttagelser føjer Rengger følgende: >Jeg har vist hundrede Gange undersøgt Saarene paa Muldyr, Heste og Okser uden at kunne komme paa det rene med, hvorledes de er tilføjede dem. Det næsten tragtformede Saar er i Reglen 3 Linier i Gennemsnit og har en Dybde af 1 — 2 Linier. Der ses aldrig Mærker af Tænder; derimod er Randene stærkt opsvulmede. Bladnæserne bibringer næppe Dyrene disse Saar ved straks at bide — desuden vilde ethvert Dyr vaagne derved; rimeligere er det, at de først gør Huden ufølsom — ligesom, naar der paasættes Blodkopper — ved at suge stærkt og derpaa gennembide det opsvulmede Sted. De stikker nu deres udstrækkelige Tunge ind i Aabningen, og derfor er det, at Saaret bliver tragtformet. Det umulige i, at Flagermusen skulde bevæge Vingerne, imedens den suger, fremgaar allerede af dens Bygning. Jeg har heller aldrig set nogle af disse Dyr sætte sig paa en Hest, uden at det var nødt til straks at folde Flyvehuden sammen. En enkelt Bladnæses Bid har naturligvis ikke nogen Betydning; men undertiden overfalder fire, fem, seks eller endnu flere Flagermus et og samme Dyr i en og samme Nat, og da dette ofte gentages flere Nætter i Træk, bliver Dyret tilsidst svækket af Blodtabet — saa meget mere, som der altid bagefter, foruden det Blod, Flagermusen udsuger, flyder 2—3 Unzer (60—90 Gram) Blod ud af hvert Saar«. Foruden Azara er forøvrigt ogsaa andre Rejsende bievne bidt og aareladt åf Blodsugere; blandt andre den engelske Naturforsker