Dyrenes Liv: I Pattedyr

FLAGERMUSENE 109 Bates, der tilbragte 11 Aar i Brasilien. Under sit Ophold ved Amazonfloden beboede han engang et Værelse, der ikke havde været benyttet i flere Maaneder, og som paa flere Steder havde Aabninger i Mur og Tag. »I den første Nat«, fortæller han, »sov jeg fast og bemærkede intet usædvanligt; men i den næste blev jeg henimod Midnat, vækket ved en Susen, som fremkaldtes ved, at en stor Flok Flagermus fløj frem og tilbage inde i mit Værelse. De havde pustet min Lampe ud, og da jeg paany tændte den, saa jeg, at Luften og hele Rummet var ligefrem formørket af deres Mængde. Efter at jeg nogle Minuter havde værget mig mod dem med en Stok, forsvandt de op mellem Tagstenene; men næppe var alt igen bleven roligt, før de paany kom frem og endnu en Gang slukkede Lyset. Jeg tog imidlertid nu ikke mere Notits af dem og sov videre. I den følgende Nat indfandt flere af dem sig imidlertid i min Hængekøje, hvor de kravlede om paa mig; jeg greb nogle og slyngede dem mod Væggen. Ved Daggry fandt jeg paa min ene Hofte et, utvivlsomt fra Flagermusebid hidrørende Saar. Da blev det mig for gemytligt, og sammen med mine Negre gik jeg næste Dag løs paa de ubehagelige Gæster. Selv skød jeg en hel Del, og oppe under Taget ombragte Negrene flere Hundrede Gamle, tildels med Unger*. Lignende Iagttagelser er ogsaa gjort senere; dog fremgaar det af alt, at det kun er meget sjældent, Mennesker bliver bidt af Bladnæser, og at den Fortræd, disse Dyr gør, er yderst forskellig efter Tid og Sted. Blandt de egentlige Bladnæser (Phyllostoma) fortjener den større af alle de sydamerikanske Arter, Vampyren (P. spectrurn) særlig Omtale. Dens Kroplængde er rigelig 16 Ctm., Vingefanget 70 Ctm. Hovedet er tykt og langsnudet; Ørene rager højt op; Næsebladet er lille i Forhold til Dyrets Størrelse; Farven brun i forskellige Afskygninger. Vampyren bebor Brasilien, og den træffes baade i Urskovene og i Husene. »Der gives intet hæsligere«, siger Bates »end denne Skabnings Ansigtsudtryk, naar man ser den forfra. De store, læder-agtige, vidt udstaaende Øren, det spydlige, opretstaaende Næseblad, de funklende, glinsende sorte Øjne — alt dette forener sig til et Hele, som vækker Forestillinger om et fabelagtigt Væsen. Intet Under derfor, at det fantasirige Folk har udrustet en saa frastødende Skabning med dæmoniske Ævner«. Denne saa berygtede Flagermus er i Virkeligheden et skikkeligt Dyr, der jo nok hører til Bladnæserne, men paaviselig ikke er blodsugende. Snarere jager den om Natten ivrigt efter Insekter og tager desuden Frugter. I Europa er Bladnæsernes Familie erstattet af Kamnæserne eller Hesteskonæserne, hvis karakteristiske Næseudvækster bedækker hele Ansigtet fra Snudespidsen til Panden og bestaar af