Dyrenes Liv: I Pattedyr

Flagebmusené i i i imod dem. En af dem blev dræbt, og Obduktionen godtgjorde, at Mistanken var berettiget; men man bemærkede da, at der paa de langørede Flagermus’ Flyvehud inde ved Kroppen fandtes friske Saar med stærkt opsvulmede Rande, og man kunde nu ikke tvivle om, at Hesteskonæserne havde begyndt Kampen ved at suge Blodet af de andre, medens de sov, og at disse paa deres Morgenudflugt havde hævnet sig ved at opæde deres Fjender. Endvidere fortalte en Bekendt af Kolenati ham, at hans Duer ofte om Natten fik smaa Saar med opsvulmede Rande, hvis Op-staaen han ikke kunde forklare sig, og Kolenati udfandt, at disse Saar ligeledes hidrørte fra Hesteskonæsers Bid. Saaledes har vi altsaa i Europa virkelige Vampyrer, omend de rigtignok i Almindelighed er ganske harmløse og i det mindste ikke kan give Anledning til Frygt. Endnu hyppigere end den omtalte Art er den store Hesteskonæse (Rhinolophus ferrum-equinum) hvis Krop er 5,5 Ctm. lang, Halen desuden 3,5 og Vingefanget 33 Ctm. Den forekommer i største Delen af Mellem- og Sydeuropa og i Lilleasien. I Bjergegne gaar den om Sommeren op til 2000 Meters Højde. Ogsaa om den formoder Kolenati, at den suger Blod af andre Dyr; om Natten flyver den om i Fjældkløfterne for at bide sig fast i Hjorte og Gemser, og omsværmer Egernnes Leje. Er dens Vampyrnatur end ikke ligefrem bevist endnu, saa maa den i det mindste stærkt mistænkes i den Retning. En anden Flagermuseslægt (Megaderma) omfatter ikke alene Blodsugerne men ogsaa en Art, der endog skal æde smaa Frøer. Den mærkeligst udseende Form i denne Slægt er Lyre næs en (M. Lyra) som har paafaldende stærkt udviklede Næseblade, der fjæriil minder om en Lyre. Hos Klapnæserne (Rhinopoma) bestaar Næsebladet kun af en opret Lancet. Usædvanlig lang og tynd er Halen, især hos den ægyptiske Klapnæse (/?. microphyllum), hvor den rager langt udenfor Flyvehuden. Dette Dyr træffes overordentlig hyppigt i Ægyptens gamle Pyramider og Hulegrave.