Dyrenes Liv: I Pattedyr

 ROVDYRENE 129 Bjærgegne, fordi Klipperne giver den sikre Skjulesteder; men den vælger ogsaa Ræve- og Grævlingehuler og hule Træer til Leje. Kun i Parringstiden, og medens Ungerne er spæde, lever Vildkatten selskabeligt, ellers stedse ensomt. Ungerne fjærner sig, saa snart de kan, fra Moderen for at jage paa egen Haand. Jagten begynder, naar Mørket falder paa. Udrustet, som Vildkatten er, med fortrinlige Sanser, forsigtig og listig, lydløst snigende og taalmodigt lurende bliver den en farlig Fjende for alle Slags mindre og middel store Dyr. Med den for alle Katte ejendommelige Listighed over-rumpler den Fuglen i Reden, Haren i Lejet og Kaninen foran Hulen, maaske ogsaa Egernet paa Træet. Dens sædvanlige Bylte er alle Slags Mus og Smaafugle. Kun tilfældig overfalder den større Dyr, men skal efter paalidelige Angivelser dog kunne angribe Hjortekalve, hvis Ryg den springer op paa for at bide Hul paa Halsens Puls-aarer. Ved Søer og Bjærgbække lurer den paa Fisk og Vandfugle, som den skal kunne snappe med stor Behændighed. I Hønsegaarde, og især i Fasanener er den en slem Røver, og overhovedet er den i Forhold til sin Størrelse et farligt og meget blodtørstigt Rovdyr, hvorfor den hades og forfølges af Jægerne; thi disse ænser ikke den store Nytte, Vildkatten gør ved at udrydde Mus. Af disse skadelige Dyr fandt man en Gang i en enkelt Vildkats Mave Skeletdele af ikke mindre end 26 Mus. Af Undersøgelser af Maveind-holdet fremgaar det i det hele, at Vildkattens Hovedføde er Smaa- Brehm: Dyrenes Liv. I.