ROVDYRENE
131
man en Mus i sin lukkede Haand, maa man holde den lige hen til dens Snude, for at den skal kunne lugte den. Dens Følesans er langt mere udviklet; rører man ganske sagte ved et af dens Knur-haar, giver det et Sæt i den. Ogsaa i Poterne har den en fin Følelse. Dens Syn er fortrinligt, og dens Pupil retter sig efter Lysets Beskaffenhed, trækkes sammen i stærkt Lys og udvides i Mørke. (Se Fig. S. 114). Hørelsen er den skarpeste Sans. Lenz fortæller: »Jeg havde sat mig paa en Bænk under nogle Træer for at læse; da kom der en af mine Katte og tog Plads paa min Skulder, hvor den sad og spandt. Dette forstyrrede mig i Læsningen; jeg tog nu
en Pude paa Skødet og lagde Katten paa den; kort efter lod den til at sove fast, men pludselig gjorde den et hurtigt Spring, og da saa jeg en Mus løbe over den glatte Stenbro, hvor dens Bevægelser selvfølgelig ikke kunde gøre nogen Støj. Jeg maalte Afstanden, og den udgjorde 14 Meter.«
Hvad Aandsevnerne angaar, bliver Katten sædvanlig miskendt. Den viser et beundringsværdigt Mod, selv lige over for de største Bulbidere. Med dette Mod forener den en stor Aandsnærværelse, og den kan ikke, som en Hest eller Hund gøres bange. Som alle listige Dyr formaar den at beherske sig og oppebie det belejlige Øjeblik; stille og ubevægelig sidder den og lurer foran Musehullet