Dyrenes Liv: I Pattedyr

136 DYRENES LIV frembragt ved Dyrets Vægt. Med Lethed slæber den sit Bytte til sit maaske en halv Mil derfra liggende Leje; man kan tydelig se Furen i Sandet af det slæbte Dyr lige til det Sted, hvor det er blevet fortæret. Man kan forstaa, at alle Dyr, som kender dette frygtelige Rovdyr, næsten taber Besindelsen ved dets Brøl; thi dette Brøl er lige saa enestaaende som Dyrets Kraft. Det ligner ikke noget andet levende Væsens Stemme, og kun Hanflodhestens Brøl overgaar det maaske i Kraft. Araberne kalder det meget betegnende »raad«, d. v. s. at tordne. Dybt fra Brystet synes det at stige, som om det skulde sprænge det. Dette typiske Brøl udstøder Løven dog sjælden, og mange har levet i Egne, hvor der er Løver, uden nogensinde at have hørt det. Deres sædvanlige Stemme er en langtrukken Lyd, omtrent som en Kæmpekats Mjauen, og en dyb Knurren eller Grynten eller — ved Forskrækkelse — et kort, hostelignende »Huf« eller »Vau«. Ubeskrivelig er den Virkning, Dyrekongens Stemme har paa dens Undersaatter: Den hylende Hyæne forstummer, om end kun et Øjeblik; Aberne begynder at pludre højt i Munden paa hverandre og klatrer angstfyldte op i de øverste Grene; Antiloperne bryder i rasende Løb gennem Krattet; den belæssede Kamel ænser ikke mere sin Drivers Tilraab, men afkaster Byrde og Rytter og søger Frelse i ilsom Flugt; Hesten snøfter, pruster og stejler, og Hunden søger pibende Beskyttelse hos sin Heire. Det er oftest de ældre Løver, der indretter sig paa at angribe Landsbyer. Ogsaa Livingstone bekræfter dette, idet han siger: »Naar Løven bliver for gammel til at jage efter Vildt, gaar den til Landsbyerne efter Geder, og møder den da en Kvinde eller et Barn, bliver ogsaa det dens Bytte. De Løver, som angriber Mennesker, er altid gamle. Har en saadan farlig Røver først en Gang gjort Indbrud i en Landsby og taget Geder, siger de Indfødte da ogsaa: »Dens Tænder er slidt op, og snart vil den dræbe et Menneske«. Helt anderledes end ved Angreb paa Tamkvæg bærer Løven sig ad, naar den har med vilde Dyr at gøre. Den ved, at disse kan vejre den paa lang Afstand og er rapfodede nok til hurtigt at kunne komme af Vejen. Derfor lurer den paa dem eller sniger sig forsigtigt mod dem — oftest om Natten, undtagelsesvis dog ogsaa, naar Solen er fremme. Vandingspladser, hvorhen Dyrene søger fra Skovens Vildnis, opsøger Løven ogsaa — men for at gøre Bytte. Efter Livingstone griber den sædvanlig dette i Halsen eller ogsaa i Bugen, med hvilken den helst begynder sit Maaltid. Ogsaa en nyere Iagttager, Selous, bekræfter, at den først æder Indvoldene og de ædlere Organer, og har iagttaget, at den undertiden ruller disse Dele til Side i en Dynge, som den dækker med Jord — utvivlsomt for at gemme den til næste Nat og beskytte dem mod Gribbe. Om Løvens Maade at jage paa siger den samme Iagttager: »Efter min Erfaring overfalder Løverne paa ganske forskellig Maade. En Hest, en ung Ele